En smag af nåde

Beyond this fall er The Dawns debut-album. De fire danske medlemmer af bandet leverer et værk, som fuldt ud møder forventningerne.I to år har The Dawn optrådt med intense liveshows og er således allerede et kendt navn hos flere unge danskere. I august optrådte de på Europas største kristne festival, Flevo, i Holland. Sidste år udgav de en single, og med den succes i bagagen var forventningerne til Beyond this fall store.

The Dawn går hele vejen og leverer et top-professionelt album med lækker lyd, iørefaldende musik og inspirerende tekster. Cd’en er indspillet i Nashville, TN, sammen med producer Allen Salmon, og det må vurderes som en god investering. Det er gennemarbejdet, og det er godt. Der er ikke noget at sætte fingeren på.

Lige så gennemarbejdet albummet er teknisk og musikalsk, lige så klart er budskabet i teksterne. Det er ikke camouflerede kærlighedsbudskaber eller slidte fraser. Derimod er det udsagn, som vidner om en klar erkendelse af, hvem medlemmerne i The Dawn lever for, nemlig Jesus Kristus.

”Titlen Beyond This Fall refererer til den fantastiske oplevelse, det er at finde sig selv konstant omsluttet af nåde” siger forsanger Simon Leinum og fortsætter: ”Vi håber, at vores sange og sceneoptræden vil afspejle bare en lille smule af Guds nåde.”

Personligt har jeg svært ved at skjule min begejstring. De fire danske musiktalenter har ikke bare nåde til at levere en ægte rock-/lovsangsoplevelse. De har velsignelse i overmål.
Lisbeth Thomsen