Profet vil gi’ sin kraft til de unge

Roger Larsson besøger Bornholm den 26. og 27. september.Den svenske prædikant Roger Larsson er kendt i vide kredse som profet. Nu vil han overdrage sin ”salvelse” til den unge generation.

De unge skal overtage ansvaret for forkyndelsen, når vi ældre ikke orker længere, siger Roger Larsson.

– Det, som ligger mig varmt på hjerte lige nu, er nøden for, at den evangeliske forkyndelse og den hellige Ånds olie overføres til en ny generation af evangelister og profeter, siger han. De unge skal ”overtage ansvaret for forkyndelsen, når vi som er ældre ikke orker at forkynde længere”.
Roger Larsson er ikke helt ung længere. Han er født i 1935 og opvokset i Vesterbotten i Sverige. Han har rødder i Frelsens Hær’s evangeliske vækkelsesmiljø, men er ikke fremmed over for andre kristne traditioner. Hans passion er at medvirke til sund åndelig enhed mellem alle kristne.
Og kristne i mange kirker vil tage imod ham, når han kommer til Bornholm for at prædike i Missionskirken i Rønne den 26. og 27. september.
Her vil også Frelsens Hærs strengekor medvirke sammen med Niels Peter Finne og Ingrid og Rene Jamrath.

Skarpt blik

– I Roger Larsson forenes både profeten og evangelisten i én person. Her møder vi profetens skarpe blik for enkeltpersoner, kirkens og nationens tilstand – samtidig møder vi evangelistens nød for at gøre Jesus Kristus kendt for vor tids mennesker, siger Benny Mikkelsen fra Frelsens Hær i Rønne.
Frikirkerne på Bornholm har lang tradition for samarbejde.
Og Roger Larsson er også selv tværkirkelig:
Allerede i 1955 startede han som ung evangelist i Pinsekirken i Gøteborg. Men han er mest kendt som rejsende evangelist i Frelsens Hær i Sverige.

Et nyt kald

I 1983 fik Roger Larsson et nyt kald, da han var i bøn på bjerget Kittelfjäll i Sverige. Efter dette møde med Gud oplevede han et stærkere Gudsnærvær på møder og konferencer over hele Skandinavien, bl.a. kraftfulde manifestationer blandt mennesker, der bliver helbredt i Jesu navn.
Det nye kald lød bl.a.:
– Jeg vil give dig en profetisk nådegave, så at du præcist og klart kan tale ind i menneskers situation.
Og det er den gave, han håber at kunne give videre til de unge på Bornholm.
/sl