70.000 fejrede løvhyttefest i Israel

Sammen med 5.000 kristne fejrede Den Kristne Ambassade, Jerusalem, 30-års jubilæum som deltager i løvhyttefesten.Den årlige Jerusalem-march, der fandt sted i sidste uge, er en del af løvhyttefesten i Israel. Omkring 70.000 mennesker deltog. Heraf 5.000 kristne fra 80 lande, hvoraf en femtedel kom fra Skandinavien.

Omkring 5.000 kristne deltog i løvhyttefesten i Jerusalem. Heraf cirka 1.000 fra Skandinavien. Her nogle danske deltagere.

Marchen er en israelsk tradition. Mange israelske grupper havde tamburiner og sang israelske folkesange. Langs ruten stod et feststemt publikum, der sang, hujede og viftede med armene til de forbipasserende. Folk var feststemte.
De 5.000 kristne deltagere udgjorde et farverigt indslag. Her så man alt fra afrikanske og nordiske folkedragter til religiøse klædedragter.
Mange udlændinge medbragte flag, som de delte ud til israelske børn. En del udvekslede hilsner og råbte ”chag sameach” (glædelig fest).
Det er Jerusalem kommune, der arrangerer marchen, og flertallet af de kristne deltog via Den Internationale Kristne Ambassade, Jerusalem.

Et forenet Jerusalem

Den Internationale Kristne Ambassade har arrangeret løvhyttefest i Jerusalem i 30 år. Hvert år med et særligt tema.
David Parsons, der er talsmand for ambassaden, oplyste, at temaet i år var en støtte til et forenet Jerusalem. Valget var oplagt, eftersom USA’s præsident Barack Obama har presset på for et jødisk byggestop i Øst-Jerusalem.
– Så vi valgte at støtte et forenet Jerusalem, siger Parsons, der tilføjer, at de kristne har fået en rigtig god modtagelse af Jerusalems borgmester Nir Barkat, der talte og ønskede de mange udenlandske deltagere velkommen.

Glæde over støtte

– Jeg har været med til at arrangere ambassadens løvhyttefest i 12 år, og vi har aldrig fået så varme og gode kommentarer som i år. Det er tydeligt, at det kommer fra hjertet, siger David Parsons.
Han tror, den økonomiske recession og Goldstone-rapporten, der har stemplet Israel efter Gaza-krigen og ført til en diplomatisk belejring, på en særlig måde betyder, at folk glæder sig over udlændinge, der viser, de står bag Israel.
Fremmødet var dog mindre end sidste år, hvor 8.000 deltog i forbindelse med staten Israels 60-års jubilæum.
Marchen snoede sig fra Sahcerparken via Bezalel og gågaden Ben Yehuda til hovedgaden King George.
Der var kraftig vind mellem husene. På himlen sejlede skyerne forbi i fuld fart, mens en støvregn svalede deltagerne som en hilsen fra oven.
For israelerne, som bor i et tørt land, var støvregnen blot en velsignelse.
Så selvom det nok var den koldeste march i flere år, så det ud til, at hjerterne var varme.