Bill fyldte DRs nye koncerthus med lovsang
Bill Gaither er en legende indenfor hvid country-gospel. Det erfarede de 1800 publikummer, der fyldte DRs ny koncerthus til bristepunktet i søndags.
Bill Gaither startede sin første gruppe i 1956, og sammen med hustruen Gloria har han leveret over 900 gospelsange gennem årene. Den specielle sydstatsgospel, hvor kvartetsangen er dominerende, kendes fra bl.a. The Jordaniers, The Imperials og Elvis Presley.
Bill og Gloria Gaither har vundet en lang række priser i USA for deres kristne country og gospelmusik. Heriblandt ASCAPs Århundredes Sangskrivere, fem Grammy-awards og endnu flere nomineringer. De blev i 1982 optaget i Gospel Music Hall Of Fame og har mere end 20 platin- og 20 guldsælgende albums bag sig.
Det var dette famøse ægtepar, der lagde vejen forbi Danmark på deres kun 13 koncerter lange europaturné i søndags. Og de gav publikum i Koncerthuset i DR Byen en forrygende aften. Foruden Gaither-parret medvirkede vokalgruppen Gaither Vocal Band og en lang række andre artister, som tilsammen danner fænomenet Bill og Gloria Gaither & Homecoming Friends.
Det er ægteparret Kirsten og Per Nielsen der utrætteligt har stået bag dette danske selskab, der hver dag bringer det glade budskab ud til mange tusinde danskere.
Bill Gaither indledte med en solooptæden efterfulgt af en opfordring til publikum om at rejse sig og synge med. Hele salen stemte i til tonerne af How Great Thou Art. Der var en afslappet stemning i den udsolgte koncertsal og både lyd, lys og optræden gik op i en højere enhed allerede fra første nummer.
Aftenen bød på en fire timer lang koncertoplevelse, hvor individuelle artister som gospelsangerinden Linda Randle, countrysangeren David Phelps og kor-kvartetten Ernie Haase & Signature Sound sang sange fra Gaither-gruppens store bagkatalog. Foruden sangere og korgrupper havde Gaither medbragt sit band, som sørgede for det musikalske akkompagnement.
Som aftenen skred frem blev publikum mere og mere begejstret, og da Gaither Vocal Band kom på scenen efter ca. halvanden time, var det til stående applaus og jubelråb fra hele salen. Repertoiret bevægede sig fra feststemte up-tempo countrysnumre over gamle kendte lovsange til følsomme ballader. I koncertens sidste halvdel var alle optrædende på scenen samtidig til den helt store homecoming session. Bill Gaither selv ledte arrangementet og udtrykte flere gange sin positive overraskelse over den varme velkomst, de havde fået i Danmark.
Fænomenet Gaither Homecoming Friends startede i 1991, da Gaither-parret lavede en pladeindspilning sammen med en række artister. Efterfølgende sad gruppen af sangere og musikere og hyggede sig og sang gamle sange i studiet. Det hele blev optaget på hjemmevideo, som Bill Gaither senere udgav til fans og publikums store glæde. Homecoming-konceptet var skudt i gang, og de har turneret i hele verden siden 1996.
Gaither Homecoming Friends forsætter turnéen i Europa til bl.a. Sverige, Ungarn og Skotland, inden de vender hjem til USA og begynder vinterens turné i Staterne.
I Danmark fik de 1800 personer en oplevelse for livet. De kom bl.a. med to fyldte charterfly fra Færøerne, et fra Sverige, samt flere busser fra Jylland.
Simon Nathanael
og Svend Løbner