Kirken er for hele familien
Konference om Messy Church samlede 145 deltagere fra folke- og frikirker. – Messy Chruch skal nok få fodfæste i Danmark, for I kan li at spise!
Lucy Moore fra Messy Church i England kunne nemt få latterbrølene til at runge i den store Trinitatis kirke i Fredericia.
145 personer var mødt op til Messy Church-konferencen den 3. oktober, og de fik masser af inspiration med sig hjem. Børnefamilier skal ikke splittes op i kirkens voksen- ungdoms, junior- og børnetilbud, men alle deltage i den samme rodede – på engelsk messy – gudstjeneste.
Konceptet lanceres nu af Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler under Indre Mission – og derfor var det ikke underligt, at de fleste konferencedeltagere var fra sognekirker, valgmenigheder, frimenigheder og missionsforeningen inden for Folkekirken. Men også enkelte deltagere fra Frelsens Hær og Det Danske Missionsforbund havde sneget sig ind.
Lucy Moore introducerede begrebet Messy Church – rodet kirke – som er vokset ud af hendes egen kirke, den anglikanske St. Wilfreds kirke i Portsmouth.
– Messy church er en månedlig begivenhed, hvor familier samles for at nyde at være sammen, spise sammen og fejre Gud gennem hans ord, gennem musik og gennem bøn. Messy church er et forsøg på at være en tilbedende menighed af mennesker i alle aldre, siger hun i bogen Messy Church – kirke for hele familien, som netop udkom på konferencen.
Arrangementet holdes om eftermiddagen og starter med forfriskninger, fortsætter med aktiviteter, hvor hele familien arbejder sammen om fx at lave collager, bage kager, eller forberede den efterfølgende gudstjeneste, som er meget kort, fortællende og går lige til sagen. Gudstjenesten varer mellem et kvarter og en halv time, hvorefter der er fællesspisning.
Men hvordan starter man? Her gav Lucy Moore en praktisk vejledning på konferencen:
– Begynd med at sammensætte et godt team af folk i alle aldre, både børn og ældre kan være med.
– Dernæst er det vigtigt at lytte til Gud, til dem, vi gerne vil have til at komme, og dem, der allerede er i kirken.
– Vi tror ofte, at vi har alle svarene, og derfor vil vi ikke høre alternativer fra andre. Men hvis vi tør være åbne, kan der ske forandringer på en ny og spændende måde.
Åbenhed er også at have åbne øjne:
– Det bedste, vi har gjort i vores Messy Church, er at invitere Jan. Hun er pensioneret talepædagog og ville gerne hjælpe. Først ville vi have hende til at tage sig et af de kreative værksteder, men så sagde vi: Vil du ikke nok bare komme og være Jesus midt iblandt os. For vi andre har så travlt. Vær hans øjne og se dem, der har brug for en snak. Det er hendes opgave, og det er alle tiders.
Hvordan involvere teenagere?
– Mange tror, teenagere kun vil lave noget adskilt fra deres kedelige forældre. Men mange kan faktisk li at arbejde sammen med deres familier i kirken. Når de bliver 10-11 år, spørger vi, om de kunne tænke sig at hjælpe til. På den måde kommer de tidligt med i lederteamet.