Kamalesh er død
Den indiske præst blev både missionær og ambassadør blandt danskerne og indvandrerne.For over 30 år siden kom en lille inder til Vejen for at gå på Ungdom Med Opgaves discipelskole. Han kom til at betyde meget for mange danskere.
Kamalesh var født i Calcutta – midt i mellem det muslimske og det hinduistiske kvarter. Hans mor var en meget hengiven kristen. Kamalesh oplevede engang, at hans mor havde givet den ene af hans to skjorter væk til en mand, der ingen skjorte havde. Familien hørte til baptistkirken, men som ung flirtede han med en voldelig marxistisk gruppe. Heldigvis oplevede han en åndelig fornyelse, der i stedet bragte ham i forbindelse med kristne ungdomsgrupper, som UMO, OM og YFC.
Han meldte sig på en UMO-skole i Danmark i tro uden at vide, hvor han skulle få pengene fra. Han bad og bad. Og aftenen før hans afrejse, kom en tante med pengene til billetten. Hun havde solgt sine guldsmykker efter at have haft en stærk drøm om ikke at samle sig guld.
Efter UMO kom Kamalesh til det kristne behandlingshjem Quo Vadis, hvor han mødte sin kommende hustru Lilly. Deres to sønner kom til at hedde Dan og Mark, hvilket Kamalesh kunne more sig meget over. Der skule ikke meget til at sætte gang i hans smittende latter.
Han kom i kontakt med bl.a. undertegnede i det lokale KFUM og blev så stor inspiration, at medlemmerne skillingede sammen, så han kunne blive ansat som KFUK-sekretær. Formentlig den første udlænding.
Kamalesh gav os en ny forståelse af kristendommen. Ikke mindre alvorlig, men fuld af humor og begejstring. Flere af dem, han satte i gang er i dag aktive i kristent arbejde som ledere.
Mig tog han med til Indien og viste mig Calcuttas fattigdom, Moder Teresas arbejde og den danske mission i det muslimske Bangladesh. Den rejse ændrede mig for altid.
Senere blev han og Lilly udsendt som danske missionærer til Calcutta og gjorde et godt stykke arbejde. Han kunne jo sproget og kendte kulturen, men det var ikke så nemt for Lilly.
Efter nogle år vendte de tilbage, og Kamalesh blev fredsmægler for Norsk Santalmission imellem stridende stammer i Indien. Han blev ordineret som præst derude og fik af biskop Arendt tilladelse til at være indvandrerpræst i Folkekirken.
Selv om han kun var i 50erne blev han stadig mere besværet af sukkersyge og kunne ikke se med det ene øje. En by-pass operation hjalp en tid, men pludselig sank han i sidste uge sammen i Portugal og døde pludseligt af en blodprop.
Han var både missionær og ambassadør blandt danskerne og indvandrerne. Altid forsøgte han at hjælpe dem, han mødte – og ofte fik han talt med mennesker om Gud og det vigtigste i livet.
Jeg kunne skrive en hel bog om min indiske ven – men det er en anden i gang med for Lohses forlag. Så selv efter sin pludselige død vil han fortælle om den Gud, der elsker os.
Henri Nissen
