Stævne fra hus til hus

I weekenden 23.-25. oktober dannede tre ålborgensiske hjem rammen om en huskirkekonference, som samlede 25 entusiastiske huskirkekristne.Josvafællesskabet i Ålborg havde tro mod huskirketanken valgt, at arrangementet skulle foregå i private hjem.
Den kenyanske boksetræner Ken fra bokseklubben Sparta i Aalborg fortalte om to ting, der er vigtige for både boksere og for kristne: Disciplin og tålmodighed.
– Nogle gange bliver man som bokser ramt hårdt, og så skal tålmodigheden stå sin prøve. Reagerer man impulsivt ved at slå igen, taber man kampen. Man må tænke strategisk. Jeg er blevet ramt hårdt, nu må jeg overveje, hvordan jeg skal slå tilbage, så jeg kan vinde!
Derudover underviste de to folkekirkepræster Vagn Folkerman og Thomas Jakobsen om Jesusmeditation og åndelig fordybelse, der har rødder tilbage til ørkenfædrene.
På konferencen deltog repræsentanter for huskirker i Ålborg, Hobro, Frederikshavn og Vejen. Fra Vejen delte man sine erfaringer med deling af huskirker.
– Når man begynder at glæde sig over, at folk ringer og siger, de ikke kan komme, så er der noget galt. Men sådan havde vi det, fortæller Thomas Aagaard fra Kristuskirken i Vejen.
Han brugte billedet med jordbærplanten, der sender udløbere ud og på den måde danner små nye jordbærplanter.
/jvm+sl