Evolution er for ambitiøst

Tre foredrag afslørede nuancerede holdninger til Charles Darwin. – Evolutionsteorien kan forklare noget – men ikke hvor bevidsthed kommer fra, sagde Jakob Wolf.Charles Darwin. For nogle klinger navnet positivt og vidner om det 20. århundredes naturvidenskabelige og teknologiske landvindinger. For andre er det synonymt med et materialistisk verdenssyn og en trussel mod de kristne værdier, som vores samfund bygger på. Darwinister tror fejlagtigt, at liv bliver til af ikke-liv, når vi har de rigtige stoffer, nok energi, passende temperatur og så at sige “rister længe nok”, mener Peder A. Tyvand fra Universitetet for Miljø og Biovidenskab i Norge.
På en temadag om ”arternes oprindelse og bevarelse” arrangeret af Dansk Bibel-Institut i København diskuterede han sammen med en række andre foredragsholdere et af tidens hotte emner: Er verden skabt og designet af Gud, eller er vi “bare” kondenseret stjernestøv, udviklet og tilpasset gennem millioner af år?
– Udviklingstanken er godt begrundet. Men diskussionen drejer sig om, hvor meget denne darwinistiske mekanisme, evolution ved naturlig udvælgelse, kan forklare, mener Jakob Wolf, professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet.
Han ser ikke evolutionsteorien som en modsætning til idéen om et intelligent design, men nærmere som en forklaringsmodel, der er ufuldstændig.
– Darwin bevæger sig fra en stærk gudstro til, at den langsomt glider fra ham. Han bliver dog aldrig ateist, sagde Peter Øhrstrøm, dr. scient. ved Ålborg Universitet.

Hvor er opskriften

Over 115 interesserede fra hele landet var mødt op til den “alternative klimakonference om arternes oprindelse og bevarelse”. Teorien om intelligent design var højt prioriteret blandt de videnskabelige foredragsholdere og Peder A. Tyvand anfægtede fra starten holdbarheden i Darwin’s teori.
– Alt liv bygger på to niveauer: en opskrift og en handling. Teorien om intelligent design viser, at et system i naturen ikke kan bygge på tilfældige handlinger alene, sådan som darwinismen foreskriver, sagde han.
Derimod skal der en forudsættende opskrift til, før handlingen giver mening, ifølge Tyvand, og evolutionsteorien redegør ikke for denne opskrift, men er udelukkende baseret på tilfældige handlinger og naturlig udvælgelse over tid.
Jakob Wolf karakteriserede naturvidenskaben, inklusiv evolutionsteorien, som det fremherskende paradigme. Det er vigtigt, ikke at kortslutte det videnskabelige projekt, da videnskaben trods alt har sørget for indsigt i fx brug af medicin. Men man skal ikke håbe på at kunne forklare alt ved hjælp af den.
– Vi kan nemlig ikke forklare fx bevidsthedens opståen ved hjælp af den videnskabelige metode. På dette punkt er darwinismen alt for ambitiøs, sagde Wolf.

Darwin var ærlig

– Jeg tager afstand fra dem, som vil dæmonisere Darwin, sagde Peter Øhrstrøm.
Synspunktet skyldes Darwins breve. I 1879, kort før sin død, skriver han i et brev til vennen John Fordyce: “Selv under mine største udsving har jeg aldrig været ateist i den forstand, at jeg har benægtet Guds eksistens”.
– Darwin er åben omkring sin tvivl, og det gør ham til en ærlig mand. Han forsøger ikke at underminere religionernes betydning, men er oprigtigt interesseret i at forstå konsekvenserne af sine opdagelser i forhold til sin gudstro, sagde Øhrstrøm.
Mere på Sondagmorgen.dk