Lone er præst i livets grænseland
At stå i livets grænseland på hospice er at stå på hellig grund. Det gør os medarbejdere ærbødige. Vi må billedligt talt tage skoene af
Det siger hospicepræst ved Sct. Maria Hospice i Vejle. Her har hun været tilknyttet, siden centret åbnede i 1995. Først 25 pct., så 50 pct. og nu 75 pct. Resten af tiden er hun præst i Sct. Johannes sogn.
Vi møder op i den tro, at vi nu skal snakke dybe eksistentielle kriser hos de uhelbredeligt syge og døende for de må da komme op til overfladen i julen. Men det forholder sig stik modsat:
– Julen bliver et mål for den syge – også for familien. Et mål om at nå en jul mere, et mål om at få den jul med også. På den måde bliver julen et lille lys i mørket, fortæller Lone Klok.
– Der er meget humor, sort humor. Der kan sagtens være en let og en munter stemning. Ikke sådan at tingene bliver ualvorlige, men det er en måde at overleve på, fortæller hun.
Hver dag året rundt holdes morgen- og aftensang på Sct. Maria Hospice, hvor man synger en salme, beder fadervor og synger en sang. Og hver onsdag holder Lone Klok oplæsningsaften for de indlagte. For nylig læste hun en fortælling af Søren Ryge Petersen om at slagte gås til jul.
– Det genkalder erindringer, og så går det som en fælles fortælling på kryds og tværs om, hvordan det var for en selv, da man slagtede gås. I den fælles fortælling, hvor hver kommer med sine erindringer, er enhver ekspert i sit eget liv. Der er vi sammen på lige fod, patienterne og os andre. Det er dyrebart, fortæller Lone Klok.
Hun holder også adventsgudstjenester og julegudstjeneste. Hun kalder dem musikandagter, for det skal ikke være ord det hele.
– Der bliver et ordløst rum med tid til egen eftertanke, til bøn, til glæde og til minder. Minder fylder meget også i gudstjenesterne op til jul og i adventstiden, og salmerne dér kalder i særlig grad tårer frem. Det giver dem billeder af det liv, der har været og smerte over det, de ikke længere skal have sammen, fortæller hun.
Oplever du nogle i krise?
– Ikke mere i julen end på andre tidspunkter. Der er håbet om at nå julen og for nogle håbet om at have kræfter til at komme hjem og holde jul bare nogle få timer med familien. Den alvorligt syge og døende overvældes af forventningen om at få del i en jul mere.
Og de fleste indlagte ønsker besøg af præsten, også selv om de ikke er aktivt troende.
– At få et besøg af mig er ikke omvendelse på sengekanten, men jeg stiller mig til rådighed for samtale. Det er patienten, der skriver dagsordenen. Jeg kommer ikke med bagtanke, men hellere med eftertanke. Ofte ligger der jo eksistentielle og religiøse spørgsmål lige et spadestik nede. Og når tilliden er skabt, kommer det: Er der et liv efter døden? Det er der ikke mange, der undgår at gøre sig nogle tanker om.
– Nogle siger: Slut finale, der er ikke andet end det her. Andre har troet altid. Og så er der de, der håber, og det er de fleste.
– Der er også de, der har troet på noget større, troet på Gud i deres velmagts dage og nu fortvivler over at tvivle. Troens modsætning er ikke tvivl, men forkastelse. Når man kaster væk, er der ingenting, så er der kun tomhed, og det giver angst.
– Men troen og tvivlen hører sammen. Der ligger noget næring i det, for man tvivler jo på noget. Tvivlen har længslen i sig, og Gud bor i længslen.
Hvorfor har du engageret dig i dette, og hvordan har du holdt ud så længe – siden 1995?
– Det er fordi, det er meningsfyldt arbejde og et meningsfyldt sted at være, et sted, der giver meget næring. Det kan altså være livgivende at arbejde på hospice med alle de døende mennesker.
Svend Løbner
