Dansk præst: Tro er ikke gratis i Nepal
– Herhjemme er det nemt at tænke, at formålet med livet er: Jeg skal have det godt. Vi klager til Gud over alt det, vi går glip af, drømmejobbet vi ikke fik, mens Han i en anden del af verden tillader, at et menneskes hus bliver brændt ned.
Det siger præst Peter Søndergaard efter sit besøg med Aktiv Mission i Nepal, hvor kristne bliver truet på livet på grund af deres tro.
På femtedagen for sin allerførste rejse til Nepal stod Peter Søndergaard ved en flod sammen med menigheden fra en nærliggende landsby. Det var morgen, nattens tåge var næsten lettet, solen var allerede stået op, og i mudderet ved bredden vidnede friske aftryk om et næsehorns nylige besøg. Fire personer skulle døbes i floden på nepalesisk vis.
– Men kun tre dukkede op, fortæller 35-årige Peter, der til daglig er præst i Valgmenigheden i København.
– Den sidste havde formentlig ikke nerver til det, gætter han.
Den kristne kirke har det slemt i mange af Nepals landsbyer. Kristne bliver truet og jaget på flugt, og dem, der er heldige, nøjes med at føle sig udstødte og uønskede.
– Der var en dobbelthed i den dag. Dåben var og er normalt en glædens dag, men samtidig var den blandet med melankoli, fortæller Peter.
– På vej tilbage til kirken spurgte jeg præsten Ramesh: Hvad vender de tre mennesker hjem til? Han svarede: De vil helt klart få det hårdt.
– Jeg mødte en præst ved navn Modern, hvis kirke var blevet jævnet med jorden. Hans hus, hvor han boede med sin kone, søn og datter, var også blevet ødelagt. Man kunne se på ham, at han var rystet. Selv en hel måned efter. For hvad skulle de gøre?
Den form for pres, Peter oplever hos sin egen menighed, er for eksempel stress over for mange muligheder og for lidt tid, skuffelsen over ikke at komme ind på sit ønskestudium
pludselig var det helt andre ting, han skulle tage stilling til:
– Det er bare noget andet, når dit hus er brændt ned. Hvad siger man til mennesker, der vil høre, hvordan de skal klare sig, når hele deres landsby hader dem? Jeg har aldrig selv båret min søn ud af et brændende hus, siger Peter.
– Nogle havde vandret i tre timer for at være med. Vi stoppede, inden solen gik ned, så de kunne nå hjem. Da jeg sad og kiggede ud over dem, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Gad vide, hvad de kommer fra, hvad de har forladt? Hvad skal de hjem til?
– Hvad er det, der får kristne til at ofre alt, deres families sikkerhed, for deres tro? Det spørgsmål har altid fascineret mig. For hvad kan være vigtigere end at forhindre, at din kirke og dit hjem bliver brændt ned og at undgå, at børnene overværer det hele? spørger Peter, der godt selv kender svaret: Der er en skat i at kende Kristus.
– Jeg mærkede, at her var folk, der har brug for Gud, folk der er pressede af forfølgelse, ustabilitet, fattigdom. Den måde de lovsang og bad på
de ventede ikke på deres yndlingssang eller på, at præsten skulle få øje på dem. Der var en helt anden form for desperation de var virkelig kommet for at møde Gud.
Peter mærkede på egen krop, hvor lang og besværlig vejen er mellem landsbyerne, og alligevel når budskabet helt ud til den fjerneste egn. Han fortæller, hvordan han har fået endnu mere tro på evangeliets vildtvoksende kraft.
– Jeg tog til Nepal og blev ydmyget, siger Peter.
– Jeg mødte gymnasiepiger, der har ledt flere til tro end jeg. Jeg ved, at jeg har meget at give alle de her mennesker, men jeg havde meget mere lyst til at sidde ved deres fødder og bare lytte. De oplever Gud på en helt anden måde, end vi gør i vores beskyttede hverdag. Jeg har et stort hoved, mens de har så meget krop, så meget livserfaring, og det er også derfor, det giver mening, at jeg tog derned: for at vi kan lære af hinanden.
Som ung kaldte skoleinspektøren en dag Dil Bahadur til sig og gav ham to muligheder. 1: Undsig dig troen på Jesus Kristus og fortsæt din uddannelse, eller 2: Bliv smidt ud af skolen.
Dil nægtede at undsige sig sin tro, og inspektørens trusler viste sig at være tomme. Han fuldførte skolen, men inspektøren sørgede for, at han blev chikaneret og fik tæsk af de store elever uden nogen form for beskyttelse fra lærerne.
– Jeg mødte Dil ude foran den første kirke, jeg underviste i, fortæller Peter Søndergaard, og fortsætter:
– Det var første gang, han var der. Han ledte efter et netværk, som han håbede at finde der. Vi småsnakkede bare, indtil jeg fandt ud af, at han havde en virkelig interessant historie. Så vi aftalte at spise frokost sammen, hvor han fortalte om sit liv:
Da Dils forældre blev kristne, spredtes rygtet i landsbyen. Naboer og andre blev forargede, og om natten begyndte de at kaste sten mod familiens lerhytte. Stenene blev kastet mod stråtaget, så de kunne falde igennem og ramme Dil og hans forældre. Men om morgenen vågnede han og så, at alle stenene mirakuløst lå oppe på taget, og at ikke én var faldet ned i hovedet på dem, mens de sov. Da kom Dil til tro.
– Det blev hurtigt kendt i hele området, at vi var blevet kristne, fortalte 38-årige Dil.
– En dag havde rygtet spredt sig til en nabolandsby, hvor en af indbyggerne var blevet alvorligt syg. Hans familie og venner kontaktede mig for at få forbøn. Jeg var meget bange for at gå derhen. Bange for at det var et baghold. Da jeg kom frem, sagde de til mig, at jeg ville blive dræbt, hvis sønnen ikke blev helbredt. Da blev jeg for alvor bange og begyndte at bede.
Dil bad fra eftermiddag til aften, og sønnen begyndte at tale. Dil blev ved med at bede, og i løbet af natten bad sønnen om noget at drikke. Dil fortsatte, og om morgenen spurgte sønnen efter noget at spise, og inden aften var han helt frisk.
– Det rygtedes, og de næste tre dage gik jeg fra hus til hus for at bede for syge. Jeg blev ved, indtil der var gennembrud.
Flere blev kristne, folk brændte deres billeder af afguder, og en ny menighed med Dil som leder så dagens lys. Avinash Missionen, som det danske missionsselskab Aktiv Mission støtter, ønsker at udvide i den vestlige del af Nepal og har nu planer om at samarbejde med Dil Bahadur og hans kirke.
Af Tania Maria Lüders Rusbjerg
