”Når troen flytter dine bjerge”
Helbredt for leverkræft

Birthe Lyngkilde fik af lægerne et halvt år tilbage at leve i. Men de havde ikke regnet med, at Gud kunne gribe mirakuløst ind.I maj 2009 var Birthe Lyngkilde fra Sønderborg til kontrol med ultralyds-scanning, fordi hun året før var blevet opereret for kræft i tyktarmen. Nu fik hun at vide, at hun havde leverkræft… – Efter to måneders ventetid fik jeg foretaget en CT-scanning, der viste at jeg havde tre knuder, som alle var ca. 5,5 cm. store, fortæller Birthe.
– Sidst i juli fik jeg den første behandling med kemoterapi og 14 dage senere den næste.
Så blev behandlingen stoppet, for mit immunforsvar kunne ikke tåle kemoen, og jeg fik næsten alle de bivirkninger, der var beskrevet. Derfor fik jeg de to næste gange kun Cetuximab-behandling (- et lægemiddel, der især benyttes til tarmkræft. Der er dog ikke påvist længere overlevelse på grund af stoffet, red.).

Birthe Lyngkilde var klar over sin alvorlige situation.
Kemoen kunne måske have hjulpet, men nu var den udelukket. Hun fik fat i nogle piller fra USA, som skulle styrke immunforsvaret. Men hun var klar over, at hun havde brug for et mirakel.
For mange år siden havde hun oplevet en stærk forvandling af sit liv.
– Jeg var dengang 34 år og havde rodet meget med alt det okkulte i min søgen efter en mening med livet, fortæller hun. På et tidspunkt kom hun i forbindelse med sognepræsten ved Skt. Marie Kirke i Sønderborg, Stig Christensen.
– Han fortalte mig om Jesus, men jeg tænkte: Hold op! Jeg syntes ærligt talt ikke, at det var noget for mig. Mine interesser gik slet ikke i den retning. Jeg var optaget af reinkarnation osv.
Men Stig gav mig en bog, som var skrevet af den tyske professor Kurt Koch. ”Mellem Kristus og Satan” hed den. Og den gjorde indtryk. Da jeg læste den, omvendte jeg mig på stedet til Jesus!
Siden har jeg været troende og har oplevet meget spændende med Gud. Min mand og mine børn blev også senere troende, og min søn Thorbjørn er i dag sognepræst i Køge.
Selv kommer Birthe i ”Din- kirke.dk” i Sønderborg.

– Jeg troede også på, at Gud kunne helbrede mig, hvis han ville. Jeg troede bare ikke, at det skete for mig…
Men den 29. august 2009 følte jeg, at Gud talte til mig.
Det skete på en lørdags-bibelskole i Thisted, hvor Henrik Andersen underviste.
Da Henrik sagde, at vi kristne havde Jesu autoritet, forstod jeg, at jeg også havde Jesu’ helse og at Gud ville, at jeg skulle leve og ikke dø, fortæller Birthe rørt.
Et frø af tro var begyndt at arbejde i hendes sind. Men der skete mere endnu:

Den 10. september om natten vågnede jeg og oplevede, at Gud ligesom stod usynlig ved fodenden af min seng!
Jeg var helt vågen, for jeg husker tydeligt, at jeg kiggede på vækkeuret og så, at det stod på 01:30. Jeg følte, at Gud sagde til mig:
”Jeg er din Gud, og du er mit barn. Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål. For jeg er din Gud, og jeg har formet dig til det, du er i dag.
Du skal træde, hvor ingen anden har gået forud, for du er min ejendom, jeg vil være med dig og lede dig. Jeg er din Gud og du er mit barn, og der er ingen andre guder.”
Bagefter lå jeg nærmest og rystede – ikke af skræk, men af gudsfrygt. Gud talte så stærkt til mig, og jeg skrev det hele ned.
Jeg blev bekræftet i, at Gud ville helbrede mig, og at jeg skulle leve og ikke dø. Men jeg må indrømme, at jeg stadig tvivlede i mit hjerte indimellem.

Den 28. september var jeg til samtale på Odense Universitetshospital om mine metastaser.
De vidste nok ikke, hvad de skulle stille op, så de anbefalede, at jeg igen prøvede kemo-behandlingen, selv om jeg ikke kunne tåle den.
Det havde jeg ikke særlig meget lyst til, så jeg bad om at få ren besked angående min situation. Hvor meget længere kan jeg leve, hvis jeg får kemobehandlinger? spurgte jeg.
Jeg fik det svar, at uden kemobehandlinger havde jeg kun 1/2 år tilbage at leve i, mens jeg med kemobehandlinger måske kunne leve 1½ år. En operation var udelukket. Det var klar besked.
Da vi kørte hjem, sagde jeg til min mand, Ole: ”Så vælger jeg 1/2 år uden kemo”. For jeg havde været så syg af alle bivirkningerne, at jeg følte mig som en zombi. Jeg havde ingen livskvalitet…

Trods udsigten til kun at skulle leve i et halvt år mere, begyndte Birthe at takke Gud for alt det, der var sket i hendes liv, både det gode og det dårlige.
– Jeg takkede ham for alt det, han havde lært mig igennem svære perioder i mit liv, fortæller hun.
– Og jo mere, jeg takkede, des mere blev jeg fyldt med glæde og taknemmelighed over, at Gud havde taget mig ud af ”mørkets rige” og sat mig ind i sin søns, Jesu Kristi, lysets rige. Gud fyldte mig med fred. Det var nærmest, som om jeg vandrede i fred og glæde hele tiden, selv om jeg havde fået at vide, at jeg snart skulle dø.
Den 3. november så Birthe tilfældigvis en udsendelse på God TV.
– Andrew Wommack prædikede om nåde og tro, og pludselig var det, som om Gud rev et gardin væk fra mine øjne, og jeg forstod pludselig, at alt hvad Jesus havde købt til os, da han sagde ”det er fuldbragt”, det var tilgængelig for os. At Gud så alting i nu’et fra verdens skabelse til verdens ende. Alt er udbredt for Gud i nuet, og derfor var det, som Jesus gjorde for 2000 år siden, tilgængelig for mig lige nu.
Fra det øjeblik kunne jeg tro, og fra det øjeblik har jeg proklameret, at jeg er helbredt.

– Mine børn havde arrangeret en farvel-weekend i et sommerhus for mig. Jeg fortalte dem, at jeg regnede med at være helbredt. Min søn sagde: ”Ja mor, det tror du, men vi er nok lidt mere realistiske.”
I mellemtiden var jeg blevet tilbudt en kikkert-undersøgelse på Odense Universitetshospital. Min sidste CT scanning havde nemlig vist, at metastaserne nu var krympet til kun én cm.
På grund af en aflysning blev jeg indlagt allerede den 2. december. De ville nu først gå ind med en kikkert og derefter vurdere, om de kunne og ville foretage den helt store operation, fortalte de.
Dagen efter blev jeg kørt til operation, og da jeg bagefter vågnede, var jeg så omtåget, at jeg ikke forstod hvad lægen fortalte mig. Det eneste, jeg husker, var at han sagde: ”Derfor har vi ikke opereret dig.” Jeg tænkte: Nå Birthe, så har du kun et ½ år tilbage.
Ole kom om eftermiddagen, men først kl. 20.30 kom en læge og fortalte, at da de var gået ind med kikkert-kameraet, så var der ingen metastaser tilbage kun noget arvæv!
Jeg fortalte lægen, at jeg var overbevist om, at Gud havde helbredt mig. Han mumlede noget om kemoen, men jeg kunne fortælle ham, at jeg jo var stoppet med kemoen efter kun to behandlinger.
Lægen indrømmede, at han aldrig havde oplevet så store klumper forsvinde helt.
Da Birthe næste gang talte med sin søn, bemærkede hun: Hvem var det så, der var mest realistisk?