Hus fra Jesu tid i Nazaret
Få hundrede meter fra Bebudelseskirken i Nazaret har arkæologer fundet et hus fra Jesu tid.Israelske arkæologer har fundet et lille beboelseshus fra Jesu tid, få hundrede meter fra Bebudelseskirken i Nazaret. Huset er det første, arkæologer har fundet fra Jesu tid i Nazaret.
– Der er også en have og en grotte, som kan have været brugt som skjulested mod den romerske hær, siger udgravningsdirektør i Israels antikmyndighed, Yardenna Alexandre, og tilføjer, at grotten kan rumme seks personer.
Hun mener, en jævn jødisk familie har boet i det fireværelses store hus. Ved udgravningen er der fundet potteskår, som kan tidfæstes fra cirka 100 år før og efter Kristus.
– Der er grund til at tro, Jesus og hans venner kendte til dette hus, siger hun til avisen Haaretz.
– Hvis ikke mennesker taler, vil stenene råbe, bemærker fader Jack Karam fra Bebudelseskirken, der er beliggende i det område, hvor Maria ifølge traditionen fik besøg af engelen, der fortalte, at hun skulle føde Jesus.