Kirker samler nu ind til jordskælvsofre i Haiti
Frikirker i fuld gang med at samle ind til nødhjælp og genopbygning. Flere kan være med.Frikirker over hele landet samler nu ind til jordskælvsofrene i Haiti. Indsamlingen foregår i et samarbejde mellem FrikirkeNet, Pinsekirkernes nødhjælpsorganisation IAS og Evangelisk Alliances hjælpeorganisation Tearfund.
Billederne af ødelæggelserne efter i Haiti har siden jordskælvet den 13. januar rullet hen over tv-skærme og internetsider. Jordskælvet har lagt en nation i ruiner og i den grad, at det har rystet hele verden.
– Min første reaktion var: Forfærdelse og gru, nu igen, fortæller Poul Kirk, der er redaktør på FrikirkeNets blad domino.
I FrikirkeNet blev man hurtigt enige om at starte en indsamling til jordskælvsofrene i Haiti i samarbejde med medlemsorganisationen International Aid Services (IAS), der arbejder med nødhjælp og ulandshjælp til den tredje verden.
FrikirkeNet og IAS har ikke selv missionærer på Haiti, så man var nødt til at finde en partner, som ville kunne sikre, at hjælpen ville komme helt frem til de jordskælvsramte.
– Derfor samarbejder vi med Evangelisk Alliances hjælpeorganisation Tearfund for at sikre, at pengene kommer i rette hænder, og der er brug for mange penge til den umiddelbare nødhjælp, siger Poul Kirk.
I sidste ende er det lokale kirker på Haiti, der sammen med Tearfund er med til at dele hjælpen ud. Og det er en styrke, mener Torben Madsen fra IAS.
– De store organisationer deler ofte tingene ud meget centraliseret. Men vores erfaring, blandt andet fra Tsunaien i Sri Lanka, er, at vi kan hjælpe helt ind i befolkningen, fordi vi hjælper gennem kirkernes netværk, siger Torben Madsen.
FrikirkeNets ca. 110 medlemskirker og -institutioner har modtog i søndags en opfordring om at optage en særlig kollekt.
Men indsamlingen stopper ikke her.
– Konsekvenserne af jordskælvet er meget større end bare at dække de basale behov. Byen skal genopbygges, og erfaringen viser, at det kan tage år, inden folk er vendt tilbage til en normal hverdag. Derfor er det vigtigt, at vi ikke glemmer indsamlingen efter bare at have givet et enkelte beløb, men også tænker på opbygningen bagefter, siger Torben Madsen.
Bidrag kan sendes til IAS på kontonummeret : 9712-6270281824. Gaver skal mærkes HAITI.