Lovsang midt i sorg og smerte

Steven Curtis Champmans nyeste album Beuaty Will Rise bærer sin helt egne historie med sig, og det gør dette album unikt.For halvandet år siden mistede Champman sin fem-årige adoptivdatter Maria i en tragisk bilulykke. De 12 sange på albummet er hans smerte, spørgsmål, håb, overgivelse og tro til Gud – smukt udtrykt i sange ledsaget af akustisk guitar, klaver og cello.
Det var med en dyb indånding, jeg satte mig til at lytte til dette album. For jeg vidste, at jeg så måtte forholde mig til, at tragedier også rammer os som kristne. At der er kristne forældre, som oplever sorg så dyb og uforståelig som at miste et barn.
Men jeg oplevede det faktisk både opmuntrende og befriende at lytte til spørgsmålene og sorgen. Albummet bringer håb og fred. Gennem Champmans overgivelse til Gud midt i sorgen og til det håb, man mærker gennem musikken, flyttes fokus fra omstændighederne og hen på Gud.
Det er et inderligt album der rører en fra første nummer. Nogle af sangene refererer direkte til lille Maria: Håbet om at se hende i evigheden en dag i fremtiden, og minderne om hende som en livsglad pige, der allerede som fem-årig gav sit liv til Jesus og var bevidst om evigheden.
Det er tekster, som giver rigtig meget mening, hvis du selv kender til sorg og troskampe. Det er åbne og ærlige tekster som stiller alle spørgsmålene, men overgiver sig til Gud, som både kærlig far og almægtig skaber – selv om alle spørgsmålene ikke bliver besvaret.

Jeg har svært ved at forestille mig et album mere personligt end Beuaty Will Rise. Steven Curtis Champman er en talentfuld musiker og sangskriver, som har oplevet, at troen sejrer over modgang og sorg. Og han deler denne kamp og sejr med os på dette album.
Lisbeth