På sporet af Abraham

Abraham, Sara og deres børn er begravet i Hebron. Arkæologer mener at have fundet den port, hvor patriarken købte gravstedet.For snart 4.000 år siden kom ’Guds ven’ Abraham til byporten i Hebron for at købe et gravsted til sin hustru Sara. I dag mener nogle arkæologer, at de har fundet byporten, hvor Abraham sad, da han købte Makpela-hulen for 400 shekel sølv af hittitten Efron.

En gammel stenmur, som nogle mener kan have været den byport, hvor Abraham sad, da han købte Makpela-hulen til gravsted for sin kone, Sara. Fotos: Vidar Norberg.

Denne bibelhistoriske bydel er i dag dækket af tidens slør, sand og skrammel. Den er hjem for nogle store oliventræer og arabiskbeboede huse.
Her kommer sjældent typiske turister. Her venter jorden på arkæologernes spader og entreprenørerne, der måske engang i fremtiden vil bygge et museum og afskærme Abrahams by.
– Hvis du kender en rig mand, der vil satse millioner på dette, så skal den arkæologiske park i Hebron blive opkaldt efter ham, siger Noam Arnon, der er leder for det jødiske samfund i byen.
Han har studeret jødisk historie og geografi ved Det hebraiske universitetet og skrevet om Hebrons og patriarkenes 4.000 år lange historie. Arnon er guide, når Udfordringen forsøger at finde Abrahams fodspor.

Jøderne kalder det gamle område for ”Tel Hebron.” På arabisk går det under navnet ”Tel Rumeida” eller Jebel er-Rumeide (ruinhøjen).
Her ligger måske nogle af hemmelighedene om den ’Guds ven’ Abraham (Es. 41,8), der fik besked på at rejse fra Ur i Kaldæa til Kanaans land. Han slog sig ned i Mamres Egelund (1. Mos 13, 18), hvor han åbenbart fik besøg af Gud (1. Mos. 18).
Det er Jeffrey R. Chadwick fra Utah i USA, der er ophavsmand til teorien om, at man har fundet porten, hvor Abraham sad, da han købte Makpela-hulen. Professor Chadwick har skrevet udførligt om dette i det anerkendte amerikanske tidsskrift Biblical Archaeology Review.
Han bygger sin teori på de undersøgelser og udgravninger, der er udført af William Foxwell Albright i 1920’erne, Philip Hammond i 1960’erne, Avi Ofer i 1980’erne og Emanuel Eisenberg i 1990’erne.
– Som et resultatet af Hammond, Ofer og Eisenberg’s arbejde er vi overbevist om, at Tel Rumeida virkelig er det bibelske Hebron, og vi har en idé om, hvordan den gamle by var, skrev Chadwick i 2005.
Noam Arnon forklarer, at arkæolog Emanuel Eisenberg fra Israels antikmyndighed fandt en mur fra den tidlige bronzealder. Det er den ældste mur i området. Den er omkring 4.500 år gammel, og blev bygget 700 til 800 år før Abraham.
– Her fandt de brolagte trappetrin, som fører til byen. På den modsatte side af trapperne er der en mur, der er fra midten af bronzealderen, 800 år senere. Dette var indgangen til Hebron by. Her var det kanaanæerne, der regerede, siger Arnon.
– Her i Tel Hebron har Abraham og Kaleb vandret. Fra dette område var det, at kong David regerede, fortæller Noam Arnon mellem nye jødiske huse og barakker.

Udfordringen bevæger sig ud af det udgravede jødiske Tel Hebron og ind i et nyt landskab, der ikke har set meget til arkæologernes spader.
Oliventræerne er store og gamle. Jacov Ferrara, som er med på turen, siger, at de vokser med en halv centimeter om året, så det største må nok være henved 2.000 år, hvis det passer. Men det er alt for ungt til at vide noget om det gamle Hebrons hemmeligheder og Abrahams liv. Han færdedes her for ca. 3.900 år siden.
Noam Arnon viser vej. Han stopper op og spørger nogle kaffedrikkende arabere om, hvorfor der findes så meget skrammel i området, murbrokker og afbrændt affald. Arnon betragter opgivende rodet, men går længere ind i den gamle by.
Hvis han ikke havde fortalt historien, ville man hverken have forstået eller vidst noget om de hemmeligheder, der er dækket af sand og sten.
Så kommer man til en mur, som kan minde lidt om stenene i Vestmuren. De er store og solide. Nogle er gravet ned i jorden, og man ser tydeligt, at dette formentlig har været en bymur eller noget lignende.
– Fra 1964 til 1965 gravede Philip Hammond her. Han fandt muren. Den er fra midten af bronzealderen. Ifølge Chadwick er dette stedet, hvor Abraham sad og drøftede handlen med hititterne, siger Arnon.
Tror du, at dette er byporten, hvor Abraham sad?
– Jeg er ikke sikker. Man kan ikke bevise det, siger Arnon og forklarer om stenenes sammensætning, der kan tyde på, at der har været et tårn eller en port.
Han mener, muren også giver en realistisk baggrund for beretningen i 4. Mosebog om spejderne, der kom til Hebron og blev skræmt af de store mure. Han antager, at da de jødiske spioner så en så stor mur, regnede de med, at det måtte være giganter, der havde opført den.
De muslimske bønneråb fra minaretene overdøver næsten Noam Arnon, der fortæller om det gamle Hebron. Selv om murene, husene og måske også menneskerne er anderledes i vor tid, er geografien den samme. Fra Tel Hebron kan man se over dalen, ned mod Makpela-hulen. Den lå et godt stykke fra bymurene. Og de døde blev altid begravet uden for murene.
Abrahams kone, Sara, var ifølge Bibelen 127 år, da hun døde og blev lagt i Makpelahulen. Siden blev Abraham, Isak, Rebekka, Lea og Jakob også begravet der. Det er dermed ikke så mærkeligt, at stedet regnes for at være helligt.
– Makpela er meget hellig. Hebron er fundamentet, Jerusalem er kronen. Jerusalem blev først vigtig på Davids tid. Hebron var et center tusind år tidligere. Ifølge den jødiske mysticisme, kabbala, går sjælen gennem Makpela til himmelen, fortæller Noam Arnon.
  

Her løber Abrahams kilde, hvor vandet fortsat er friskt.

Et lille stykke uden for den gamle by, men inde i det nye Hebron, ligger en kilde, Abrahams kilde.
– I dag er den ikke så stor, men den var vigtig for en gammel by. Der er også andre kilder i området, fortæller Noam Arnon.
Yacov Ferrara får opgaven med at guide Udfordringen og en hollandsk avis ned til kilden. Han nynner melodien på den norske nationalsang, ”Ja vi elsker.” Det var nemlig sådan, at to fly med børn skulle til Norge på lejr i 1949, før de drog til Israel. Det ene styrtede ned i Hurum i nærheden af Oslo. Yacov Ferrara skulle have været med, men gik over i det andet fly i Paris for at være sammen med sin søster – og reddede livet. Nu er han guide for Udfordringen ned til Abrahams kilde.
Vejen går mellem arabiske huse og snoede stier. I baggårdene tales der, og selv en af de israelske politibetjente, der vogter Abrahams kilde, taler arabisk.
– Her er kilden. Her var Abraham. Nu bruges den som religiøst bad. Både folk fra Hebron og nogle uden for byen kommer hertil, fortæller Ferrara.
Vi går ned ad trappen.
– Det er glat dernede. Vær forsigtig, siger Ferrara.
Først må man mærke på vandet. Kan Abraham have drukket af denne kilde? I hvert fald må blitzen rettes ind mod de mørke mure i håb om at afsløre nogle hemmeligheder. Vandet er køligt. Det virker friskt og rent.
– Det var her i Hebron, alting begyndte, konstaterer Ferrara, som oprindelig er fra Tunesien.

Kommunekontoret i Kirjat Arba rummer både café, butik, kontorer og et museum. Hebrons museum ledes af David Goldman. Museet er under opbygning. Der er store åbne flader og næsten intet på gulvet. Men glasskabene rummer ufattelige skatte fra svundne tider.
Han fremviser kopper og kar fra en gammel gravhule fra den sene kanaanæiske tid eller den sene bronzealder.
– Bibelen fortæller, at de sidste kanaanæere boede her, men så kom Josva og erobrede landet. Mange arkæologer hævdede, at Bibelen ikke var sand, fordi man ikke havde fundet noget fra denne tid. Men så dukkede en gravhule op. Der var folk begravet med krukker og våben, som de måske behøvede i næste liv, fortæller Goldman.
Han peger på krukkerne, som fortæller om en teknik, som får dem til at se ud som metal. De er fra Cypern og fortæller om handelsforbindelserne mellem kanaanærerne og byer i udlandet. Der er også små æsker fra Grækenland. Alt vidner om, at her har de sidste kanaanærere boet.
Noam Arnon mener, at Bibel og arkæologi samstemmer her, og at Bibelens fortælling om at Josva erobrede Hebron fra kanaanæerne bekræftes med dette fund.

Arkæologen David Goldman i Kirjat Arba vil etablere et museum.

– Alle arkæologer kan se, at dette er fra den sene bronzealder. Dette er bevis på, at Hebron eksisterede i bronzealderen. Men som arkæolog vil jeg ikke sige, at dette er et bevis på Bibelen, selv om jeg personligt tror på den, siger David Goldman.
Han har også andre kanaanæiske skatte i skabet. Han har økser, nåle, spydspidser og en sav. Saven er bøjet sammen for at få plads til den under hovedet på den døde, som skulle have den med sig i det næste liv.
– Det vigtigste her er disse segl. De blev båret af kongerne i byen. De fortæller, hvilken egyptisk farao, der regerede på den tid – den tid, hvor Josva kom, forklarer Goldman.
Øjnene falder på nogle enkle knive fra gammel tid. Måske var det sådan en, Abraham løftede, da han skulle ofre Isak på Moria bjerg. Museumsskabene rummer også jødiske kongesegl fra Ezekiels tid.
  

Over disse landskaber har folk vandret i umindelige tider. Hære har udkæmpet slag, og i 586 f.Kr. kom de babylonske besættere og ødelagde Hebron. Riger kom og gik, lige fra romere til briter.
I 1929 var der en arabisk massakre mod jøderne. Efter den blev de udvist fra den gamle by. I 1967 blev Hebron erobret under seksdageskrigen, og jøderne kom tilbage til stedet, hvorfra David engang regerede. I 1984 vendte premierminister Yitzhak Shamir ryggen til og lod jøderne opføre de barakker, de formåede i løbet af et døgn. Da rabbiner Shlomo Raanan blev myrdet i sit hjem i 1998, gav premierminister Benjamin Netanyahu jøderne lov til at opføre et hus permanent.
Det står på søjler og beskytter på mange måder de gamle udgravninger. Der er næppe så mange huse i verden, der har en åben kælder med alt fra gamle jødiske bosteder til en byzantinsk vinpresse tæt på en 4.500 år gammel gade, hvor Abraham måske vandrede.

Nu er jøderne vendt tilbage til den gamle by i det forjættede land. I dag findes der sikkert endnu flere mennesker i dette område end på Abrahams tid. 8.000 jøder og 120.000 Palæstina-arabere i Stor-Hebron. 800 jøder i det gamle Hebron.
De fleste jøder i Stor-Hebron bor i byen Kirjat Arba. Der ligger også det moderne Rådhus. Mens man venter på elevatoren, falder øjnene på et hebraisk skilt på væggen, hvor der står:
”Jakob kom til sin far Isak i Mamre i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, hvor Abraham og Isak havde boet som fremmede.” (1. Mos. 35, 27).
– Her ser du Bibelens betydning i opgangen på det lokale kommunekontor.
– Vi føler, at vi er en del af denne gamle kontinuitet. Vi er en del af en gammel lænke, siger Noam Arnon. Han fortæller, at jøderne tre gange om dagen beder deres bønner, og da nævnes Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.
– Man når en hurtig kaffelatté eller før den støjende bus skramler ned ad bakkerne i Hebron. På busholdepladsen står Abrahams, Isaks og Jakobs døtre og sønner.
Unge mennesker på vej hjem fra skole og studier, nogle soldater i uniform. De følger med bussen gennem smukke dale med vingårde og oliventræer. Måske var det sådanne haver, Guds ven Abraham havde, dengang Gud kom på besøg. Det var i hvert fald i dette område, Abraham vandrede på patriarkernes vej engang for 3.900 år siden.