Vejen hjem

”The Road” er en af de smukkeste, mest velspillede og hudløst ærlige skildringer af kærligheden.The Road er en dystopisk fremtidsvision, hvor menneskeligheden er løbet af sporet, men på trods af dens dystre billeder rører den ved alle de rigtige hjertestrenge.

Dansk-amerikanske Viggo Mortensen i hovedrollen som manden i The Road, filmatiseringen af McCarthys prisbelønnede roman Vejen (still fra filmen: Scanbox Entertainment).

Filmen begynder med to mennesker, Manden og Drengen, der vandrer ud ad en tilsyneladende endeløs vej tværs gennem et udbrændt Amerika. Himlen er mørk og kold, og aske falder som snefnug på et dødt landskab. De er på vej mod det varmere syd, mod håbet om at finde noget, der kan føre til en bedre tilværelse.

Efter dommedag

The Road bygger på Cormac McCarthy’s roman af samme navn [anm. her i uge 9/2008], og det er en dyster og til tider forfærdelig beskrivelse af vores verden efter dommedag. Men det er også en af de smukkeste, mest velspillede og hudløst ærlige skildringer af kærligheden, jeg nogensinde har set. Billedsiden er fremragende i sin polarisering mellem en nutid, der fremstiller verden i grå og blålige nuancer, og Mandens flashbacks fyldt af et liv med farver. Som tilskuer opleves billederne som et direkte angreb på øjnene, for The Road fusionerer billeder og tekst til den slags poesi, der næsten gør fysisk ondt. Det er ikke en film for sarte sjæle – Mandens voksende desperation, det knuste landskab og de forfærdelige begivenheder, Manden og Drengen udsættes for, er fortvivlende. Men i en fremtidsvision af den absolut værste slags finder vi også det bedste af menneskeheden i kærlighedsbåndet mellem en far og hans søn. Som en slags Adam og Eva, født ud af død og aske, uden andre navne end Far og Søn, minder Drengen os om, at overlevelse i sig selv ikke er noget værd, hvis vi samtidig mister troen på hinanden.

Glimt af håb

En tidligere filmatisering af en McCarthy-roman, No Country for Old Men, rørte ved nogle af de samme temaer, men The Road viser måske nok menneskehedens sandeste ansigt: Der er ondskab og brutalitet, men også stråler af håb og ubegribelig kærlighed i en verden, der er gået i stykker. Hvis Gud eksisterer, ville han have vendt ryggen til menneskeheden for længe siden, siger en af karaktererne i filmen. Men på trods af den tilsyneladende gudløse verden findes der stadig glimt af håb. Job spørger, hvor Gud er i alt det onde. Drengen svarer: ”Lige her.”

The Road • 113 min.
Premiere: 28 januar