Forening vil beskytte unge mod pornografi

Pornofrit Miljø protesterer mod porno i det offentlige rum – og opretter hotline for afhængige.- Vi vil beskytte børn og unge mod den øgede seksualisering af samfundet, siger Heidi Als Ringheim, formand for Pornofrit Miljø siden 2008.Hun er nu ved at tage en uddannelse som sexolog for at få større indsigt i bl.a. pornoens påvirkning af børn og unge.
På sigt ønsker foreningen at oprette en hotline for mennesker som er afhængige af porno.
– Flere og flere unge kontakter os. Enten for at blive medlem af foreningen eller for at få råd og information til projektopgaver i skolen, fortæller Heidi Als Ringheim.

Protest mod sex-tv

Foreningen kæmper mod ”porno i børnehøjde” og opfordrer folk til at anmelde tankstationer, som synligt udstiller pornofilm og -blade. Foreningens hjemmeside fortæller, hvad lovgivningen siger om placeringen af pornoblade i kiosker og butikker.
Pornofrit Miljø blev stiftet i 2000 på baggrund af en række henvendelser omkring pornofilm, som blev vist på tv-kanalen Kanal København i aftentimerne. En underskriftindsamling blev sat i værk, og kort efter afholdt foreningen sin stiftende generalforsamling.
– Siden da har vi nået rigtig meget. Alene sidste år har jeg medvirket i Ekstrabladet, 24 Timer, Kristeligt Dagblad og på P4, så vi har hul igennem til medierne, siger Heidi Als Ringheim.

Cult overtræder loven

Foreningen kom for alvor i pressen, da de kritiserede den tilbagevendende reklamekampagne for energidrikken Cult, som portrætterer letpåklædte piger og drenge. Foreningen har flere gange anmeldt producenten til forbrugerombudsmanden – senest i december 2009, hvor en reklameplakat viste en nøgen dreng, der holder en kvindes hoved ned til sit skridt. Reklamen var ledsaget af sloganet “Fest nu, og undskyld senere”.

Ombudsmand reagerer

– Forbrugerombudsmanden har før krævet, at plakaterne blev taget ned, og har givet Cult en frist på 14 dage. Men det er jo ca. den tid, som kampagnen løber i, og derfor har Cult ikke mærket den store effekt af deres overtrædelser, forklarer Heidi Als Ringheim.
Pornofrit Miljø har også rettet henvendelse til FC København, efter det kom frem, at en af klubbens sponsorer udlovede gratis pornofilm til spillerne, hvis de vandt. Også flere reklameplakater fra tøjgiganten Hennes & Mauritz er anmeldt til forbrugerombudsmanden.
– Vi satser dog også på en række positive tiltag, som foredrag på skoler og materiale til seksualundervisningen i folkeskolerne, siger Heidi Als Ringheim.