Kunstner bliver fakultetsleder
Jørn Henrik Olsen er både teolog og kunstner.
Jørn Henrik Olsen er ikke blind for, at der i akademiske kredse kan blive set med en vis skepsis på en mand, der fastholder retten til både at være forsker og udøvende billedkunstner.
– Men uden muligheden for at opleve kunsten og selv udtrykke mig på lærredet var jeg ikke nær så god en teoretiker, lyder hans påstand.
– I kunsten bliver vi gang på gang konfronteret med spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske. Så på den måde ligger kunsten og teologien egentlig ikke så langt fra hinanden, siger Jørn Henrik Olsen, der pr. 1. august tiltræder stillingen som fakultetsleder på Menighedsfakultetet i Århus.
Med en uddannelse som teolog og en efterfølgende ph.d.-afhandling om Kristus i afrikanske teologier er Menighedsfakultetets nye leder ikke just prototypen på en billedkunstner. Eller omvendt for den sags skyld.
For Jørn Henrik Olsen er autodidakt, udøvende billedkunstner og han holder desuden foredrag om, hvad kunsten kan gøre godt for hos os mennesker, ligesom han er kunstanmelder og -skribent i bl.a. Dansk Kunst, Kunstavisen og Magasinet Kunst.
Han erkender dog, at hans evne og lyst til at udtrykke sig på lærreder i visse kredse kan afføde en vis skepsis. Måske fordi mange kunstnere har ry for at stille flere spørgsmål, end de giver svar – og fordi kunsten for mange mennesker står i kontrast til den akademiske verden. Men berøringsfladen mellem kunst og teologi er ofte meget større, end vi går og tror.
– Kunsten kan få os til at reflektere, undres, frydes, beskæmmes, le og græde. Og den får os til at tænke over, hvordan vi kommunikerer vores budskaber ud. Den disciplin kunne vi sagtens blive bedre til inden for mit arbejdsfelt, og derfor er kunsten også vigtig for mig, siger Jørn Henrik Olsen.
Som billedkunstner har han over årene udstillet så forskellige steder som i Hvide Sande, Rundetårn, Syrien og Kina.
Af Michael Tungelund