Bengt og Lauras 40 fantastiske år
Det dansk-svenske ægtepar Axell har nået at udrette ualmindelig meget til gavn for børn og voksne i deres 40 år i Sydamerika.Efter 40 travle år i Sydamerika er Laura og Bengt Axell nu vendt hjem til Danmark.
Bag dem ligger 40 års hårdt arbejde med evangelisation og menighedsopbygning. Og ikke mindst et meget stort hjælpearbejde blandt børn og unge, der lever i slum.
Tidligere var de aktører midt i orkanens øje, mens de nu er rådgivere for alle dem, der har overtaget missions- og fadderskabsarbejdet i Sydamerika.
Samtidig klarer de stadig en stor del af det administrative arbejde herhjemmefra.
– Vi var unge og nygifte, da vi ankom til børnehjemmet, som var startet af Bengts forældre, hvor vi skulle arbejde, husker Laura Axell.
– Børnehjemmet lå på øen Apipé Grande i Paraná-floden i den nordøstlige del af Argentina. At komme dertil i 1967 var et af livets store udfordringer for en ung dansk pige.
Vi blev mødt af et væld af børn, der hoppede rundt på flodbredden for at undgå at blive stukket af insekter og for at tage imod onkel Bengt og hans brud, der kom vadende ind fra floden, skubbende på båden med bagage.
– Jeg fik snart at mærke, at der var et rigt dyreliv på øen. Da jeg skulle bruge dasset, blev jeg mødt af en hvæsende slange, husker Laura.
– Senere kom jeg til at sætte mig på en kæmpe tudse, da der ikke var lys på dasset.
Børnene opdagede hurtigt, at jeg ikke var fortrolig med øens dyr, så de kunne ikke nære sig for at lægge en kvælerslange på stien, hvor jeg skulle gå. Den viste sig at være aflivet, men det vidste jeg jo ikke! Om natten løb kakerlakker hen over vores kroppe.
Men på trods af genvordighederne, så var børnene jo dejlige. De satte kulør på tilværelsen, og jeg elskede dem alle sammen.
Bengts opgave var at varetage de praktiske og åndelige opgaver på børnehjemmet.
Men hans stærke missionskald og lederevner gjorde, at det unge ægtepar også forkyndte det kristne budskab for indbyggerne i byen Ituzaingó.
Dagene blev meget lange, for snart bredte arbejdet sig også til omkringliggende byer.
– Vejene var en sand udfordring, og der skulle skovles rigtigt meget sand væk fra vejen under bilen, for at vi kunne nå frem. Men frem kom vi, svedte og forbrændte af solen.
Når vi fortalte mennesker det glade budskab, lyttede de med forundring. Nogle af tilhørerne red otte timer på hesteryg for at lytte til manden, der fortalte om Jesus og for at synge med på de friske sange til harmonikamusik.
– På en varm og solrig søndag kom vi til byen San Miguel og spurgte folk, om der fandtes evangeliske kristne her. Vi blev henvist til en kvinde. Da hun hørte vort ærinde, løb hun ind i huset og kom tilbage med en flok på otte personer. Nogle af dem havde tårer i øjnene og stirrede på os…
María og hendes mand fortalte, at der for mange år siden var en mand, der havde fortalt dem om Jesus. Gruppen havde taget imod budskabet, og i otte år havde de søndag efter søndag været samlet i et lille værelse og bedt Gud sende en, der kunne undervise dem. Og nu stod vi så der. Disse otte blev grundstammen til den første evangeliske kirke i byen.
– Da menighederne i de forskellige byer var i god vækst, blev vi bedt om at overtage arbejdet i hovedstaden Corrientes. Her havde en kirke med plads til 600 personer været lukket i nogle år.
Vi sagde ja, og det rygtedes hurtigt, at kirken skulle genåbnes. Folk kom forbi for at se det nye præstepar. Efter få måneder havde vi samlet de første 30 medlemmer, og siden voksede arbejdet hurtigt.
Årene i Corrientes blev kendetegnet af, at mange kom til tro på Gud. Vi startede bibelskoler, ungdoms- og kvindekonferencer, mødested for universitetsstuderende, børnekirker og forskellige kor.
– Radioarbejdet blev nok vort mest effektive middel til at nå mennesker, og gennem 14 år uden pauser talte Bengt Guds ord til folket over radioen.
Når vi kom til en ny by i provinsen, så kendte folk allerede radiopræsten, og dørene var vidt åbne.
Arbejdet voksede og kom til at omfatte de fleste byer i provinsen, hvis areal er dobbelt så stort som Danmark.
– Ved hjælp af SIDA i Sverige, svarende til Danida i Danmark, blev der opført et stort børnecenter, hvor hundredvis af børn og unge hjælpes til en værdig opvækst og fremtid.
I dag ser vi disse børn i gode stillinger rundt om i verden som forretningsindehavere, pastorer, politibetjente, gymnasielærere og andre ansvarsfulde jobs med stor indflydelse.
Oftest har de et stort hjerte for børn, der af triste årsager er havnet i samme håbløse situation, som de selv var.
De kan se mulighederne.
– Efter 22 års arbejde i Argentina kunne vi trygt drage videre til Paraguay, for veluddannede mennesker tog stafetten op, fortælle Laura.
I Paraguay kom arbejdet til at bestå af:
Musikskoler – så fattige fik mulighed for en uddannelse og kunne forsyne kirkerne med gode musikere.
Bibelskoler til uddannelse af medarbejdere til det voksende arbejde.
Evangelisations-teams til at holde mødekampagner i byer, hvor der ikke findes et evangelisk arbejde i forvejen. Formålet er at grundlægge nye menigheder med egne ledere.
I en 10-års periode blev der grundlagt 40 nye menigheder og bygget kirker til dem.
En kristen radio blev oprettet. Ægteparret Axells søn, David, sørgede for at sælge den opkøbte sendetid, så det blev økonomisk muligt.
Kristne koncerter for unge med gode kristne musikere. Disse koncerter samlede tusindvis at unge. Også dette var David ophavsmanden til.
I Paraguay er der ekstremt mange problemer på grund af fattigdom. Børn efterlades ofte i Paraguay, mens deres forældre rejser ud af landet for at finde arbejde. Deres børn passes ofte af en nabo eller et familiemedlem mod at få den betaling, som forældrene kan sende dem. Børnene løber rundt på gaderne mellem bilerne for at tigge eller tjene en skilling…
Missionærparret gik i 1989 i gang med et socialt arbejde for disse børn.
– Vi har kunnet hjælpe mange børn via fadderskaber. Kirkerne har også åbnet dørene for at gøre noget for nogle af disse børn, der strejfer rundt på gaderne, fortæller Laura, som ikke lægger skjul på, at det ikke er et let arbejde.
– Børnene er ofte urolige og svære at styre på grund af en hårdhændet opvækst.
De strømmer til kirkerne, når der er brød og kakao.
– Ud over bespisning vil vi gerne give børnene fritidsaktiviteter og lektiehjælp, fortæller Laura og forklarer:
– Mange børn går ud af skolen allerede mellem anden og tredje klasse, fordi de ofte må arbejde for at hjælpe med familiens økonomi.
Vi ønsker også at inspirere forældrene til at give deres børn en målrettet fremtid ved bl.a. at undervise dem i ernæring, hygiejne og fortælle om de muligheder, deres børn har.
– I en forstad til hovedstaden Asunción bor der rigtig mange tilflyttere fra hele landet. Her har fattigdommen et virkelig grimt ansigt, der er svær at håndtere, fortæller Laura.
– Når sulten river i tarmene, tager desperationen over, og man gør ting, der ikke er velovervejede. Det fører dem ofte ud i en kriminel løbebane.
Det ville være ubeskrivelig dejligt at få fat i børnene, inden de indfanges af dette.
I denne forstad har vi åbnet et center for børn i risikogruppen. Formålet er at give børnene en tryg og god opvækst med sund mad, støtte til skolegang via lektiehjælp samt gode fritidsaktiviteter, der holder dem væk fra gaden og giver dem et mål for livet, slutter Laura Axell, der efter mere end 40 års erfaringer med fadderskabs-arbejde ved, at denne måde at arbejde på giver de bedste resultater.
