Fostre er rigtige børn
Retten Til Liv kæmper mod tingsliggørelse af fostre. Hver dag ringer skolelever om abort.Foreningen Retten til Liv vil i 2010 sætte fokus på, at fostre rent faktisk er børn.
– Vi vil vække medlidenheden med offeret for vores kyniske abortpolitik. Få folk til at indse, at det handler om et barn – som rives i stumper og stykker!
Det sagde landsformand Ellen Højlund Vibe ved foreningens årsmøde lørdag den 20. marts.
Foreningen kæmper mod tingsliggørelsen af det ufødte barn en udvikling der hjælpes frem af muligheden for fosterdiagnostik:
– Muligheden foreligger nu for, at man inden udgangen af 12. uge vil kunne få viden om barnets køn, udseende, anlæg for sygdomme m.m. Og dermed vil man også kunne fravælge barnet på grundlag af den slags oplysninger hvis nu varen ikke indfriende forventningerne! Lave en ommer!
Endnu er disse oplysninger ikke tilgængelige for forældrene, og Etisk Råd har konkluderet, at der bør være klare grænser for, hvilken viden, man får om fosteret.
Til gengæld kan uønsket gravide få rådgivning, og den varetages mest af abortmodstandere, oplyste landsformanden:
– Som det ser ud nu, varetages rådgivningen på området næsten udelukkende af mennesker, der er pro-life, for livet, for barnets ret til livet og for det gode liv for kvinden.
Retten Til Liv oplever stigende interesse fra unge:
– Det er svært at komme ind i almindelige skolesammenhænge. Desto mere glædeligt er de mange henvendelser, jeg har fået næsten dagligt de sidste 3-4 måneder fra skoleelever, der arbejder med en projektopgave og har valgt at skrive om abort.
– Det er rigtig dejligt, når jeg ret ofte får en positiv tilbagemelding om, at de faktisk har fået justeret deres holdning til abort.