Keltisk kristendom

Inspiration til at finde en ny vej i kirken og en anderledes måde at leve på kan if. Ray Simpson hentes i keltisk, kristen tradition.Gennem de seneste år har der været en stadig stigende interesse for kristendommen, som den udfoldede sig i de keltiske områder. Det skyldes – tror jeg – en følelse af, at man her står ved noget oprindeligt; som bekendt skal selveste Paulus have omvendt kelterne i Galatien. Den keltiske kristendom myldrer med bønner, religiøse skikke og hellige steder.Forfatteren, der er præst med baggrund i Den Anglikanske Kirke, er også leder af et økumenisk tros-fællesskab på øen Lindisfarne ud for Nor-thumberlands kyst. Her finder man inspiration til at imødegå vores splittede, moderne tilværelse. Keltisk kristendom kan fx ses som et svar på globaliseringens udfordringer og på den evigt tilstedeværende krise i det økologiske kredsløb, ligesom den også har klare, kønspolitiske rammer:
”Når kvinder og mænd står sammen i en polaritet, ledet af Ånden, gør op med kvinders århundredlange underdanighed og samtidig undgår de dysfunktionelle mønstre, hvor kvinder forsøger at ligne mænd, kan Gud skabe en ny civilisation, præget af kærlighed” (s. 21).

Kernepunkter som ”vejvisere”

Efter en kort gennemgang af den keltiske kirkes historie giver forfatteren sin personlige beretning om sin vej til keltisk tros-liv via en åbenbaring om en ny vej i kirken, ”en ny måde at leve på, med en virkning langt ud over, hvad et menneske kan fatte” (s. 20).
Dernæst følger bogens centrale del, hvor forfatteren i 25 afsnit reflekterer over lige så mange kernepunkter i keltisk, kristen tradition, bl.a. Treenigheden, tros-fællesskaber og modeller for dem, rytme i arbejde og bøn, gæstfrihed, værdsættelse af skaberværket samt at udvise medlidenhed med de fattige.
Disse kernepunkter omtaler forfatteren som ”vejvisere” (med henvisning til Jeremias 6,16; 18,15; 31,21, der taler om at genoprette de ældgamle stier, folket har forladt).
En udmærket bog, der på mange punkter giver stof til eftertanke. Men den skal læses med omtanke! Der synes at være små anstrøg af New Age i den.

Livsnære bønner, der gør indtryk

Spredt rundt i bogen er der en række eksempler på keltiske bønner. For den travle tidsalders menneske har Boedal fortjenstfuldt udgivet et bind med tidebønner fra Lindisfarne. Det er livsnære bønner, der gør indtryk, og som gør op med stress og jag og kalder på fordybelsen. Bønnebogen vil kunne finde vid anvendelse: privat, på arbejdspladsen, under rejser, i husmenigheder. Men bøn skal praktiseres, ikke anmeldes.

Ray Simpson:
Keltiske spor
– Inspiration og udfordring til vores tid
239 sider • 229 kr. • Boedal

Ray Simpson:
Du er min ø i havet
– Keltiske bønner fra
Lindisfarne
176 sider • 149 kr. • Boedal