Brorson-præst kåret som Årets Københavner
Politikens tillæg IByen har tildelt prisen som Årets Københavner til Per Ramsdal, der er præst i Brorsons Kirke på Nørrebro.Han får ifølge Politiken mange gode skudsmål af læserne, som blandt andet kalder ham repræsentant for det smukke ved København: Medmenneskelighed og mangfoldighed.
Per Ramsdal kom for alvor i offentlighedens søgelys, da 70 udvisningstruede irakiske asylansøgere søgte ly i Brorsons Kirke i sommeren 2009. Politikens IByen skriver om prisvinderen:
– Her stod Ramsdal fast på den gamle tradition for, at kirken er fredhellig, og lod irakerne søge ly for loven der. Præsten engagerede sig også personligt i sagen og ydede hjælp og støtte til irakerne i kirken, selvom hans handlinger mødte voldsom kritik fra både politikere, kollegaer og dele af befolkningen.