Frommere end salmebogen
Det helt specielle ved denne filmatisering af et af H.C. Andersens eventyr er, at det på mange måder må betegnes som Dronning Margrethes værk.For det er langt på vej Dronningens scenografi i form af decoupager, der er med til at bære filmen som film, som kunstværk. Det får man yderligere et indtryk af, når man ser den halve time lange Bag om De Vilde Svaner, som findes på dvden som ekstramateriale.
Eventyret handler om prinsesse Elisa, der er frommere end Salmebogen, og som i kraft af sin fromhed kan modstå alt det onde, hun bliver udsat for, hvorfor hun er i stand til at redde sine 11 brødre, der er forvandlet til svaner af deres onde stedmor. Værd at bemærke er, at det er den personlige tro, der bærer igennem her – det fremgår ikke så meget af filmatiseringen, men er tydeligt nok i eventyret, som er trykt i sin helhed i det medfølgende teksthæfte. Bemærkelsesværdigt også fordi ærkebiskoppen som den institutionaliserede kirkes repræsentant direkte omtales som ond og forsøger at få Elisa brændt som heks!
Men det er jo et eventyr – hvilket kan være med til at begrunde de ret endimensionelle skuespilpræstationer – og det ender naturligvis godt. Og så skal det da lige med, at blandt statisterne er en svært genkendelig Dronning Margrethe II – som en af pøbelen!
Niels Jørgen Vase
De Vilde Svaner (DVD)
60 min.