Muslimer tør åbne sig i kirkecaféer
Kirkecaféer om islam og kristendom er en succes. Ikke mindst fordi muslimer slapper af og får tillid til de kristne.- I vores samtalegruppe fortalte en ung muslimsk kvinde om sine overvejelser om, hvorvidt hun skulle bære tørklæde eller ej. At blive taget med ind og se overvejelserne fra indersiden, det var specielt. Dialogen bragte os et afgørende skridt i retning af at forstå den anden.Det fortæller sognepræst Poul Erik Kammersgaard fra Jerne sogn i Esbjerg efter en såkaldt Kirkecafé om islam og kristendom, arrangeret af Folkekirke og Religionsmøde.
Caféen består hovedsagelig af gruppesamtaler og en plenumsamling. Arrangementet starter med en kort indledning, hvor en imam, en præst og to studerende fra en videregående uddannelse og med hver sin religion, præsenterer sig selv.
Dernæst er der gruppesamtaler, hvor deltagerne diskuterer udvalgte spørgsmål fra et såkaldt cafémenukort. Til sidst svarer et panel med imam, præst og studerende på spørgsmål fra forsamlingen.
– Samtalecafeens form virker godt, fordi der er mulighed for at tale sammen i mindre grupper om spørgsmål, som det ellers kan være svært at få belyst. Der kommer en personlig vinkel, som betyder meget mere end alle massemediernes stereotyper, fortæller sognemedhjælper Hanne Hummelshø fra Hundige.
Fem sogne har indtil nu holdt kirkecafeer om islam og kristendom. Det drejer sig om sogne i Esbjerg, Herlev, Ringkøbing, Hundige og Hasle ved Århus.
I områder med mange muslimer har knap en tredjedel af deltagerne været muslimer, fortæller religionskonsulent Kristen Skriver Frandsen.
Folkekirke og Religionsmøde har udarbejdet en gør-det-selv guide på baggrund af erfaringerne.