Ny linje, ja tak
Det er glædeligt, at den nye leder af Dialogcentret lægger op til en ny og mere positiv linje. For Dialogcentret har de senere år været på helt gal kurs.Dialogcentret opstod i kølvandet på de nyreligiøse bevægelser, der sidst i 60erne begyndte at etablere sig i Danmark. De kom ind med ungdomsoprøret og flower power-bevægelsen. Kendte musikere, som fx The Beatles, agiterede åbenlyst for Østens mystik.
I starten tiltrak det kun hippierne, men efterhånden også ganske almindelige danskere, som var blevet åndeligt udsultede af rationalismen – også i kirken.
Da professor Johs. Aagaard i 1973 grundlagde Dialogcentret for at advare om de nyreligiøse bevægelser, blev han bakket op af mange bekymrede kristne.
I 1992 gik en stor gruppe dog ud og dannede IKON. Dels fordi de var utilfreds med Aagaards ledelse, dels fordi de ønskede en mere imødekommende dialog.
I et forsøg på at genrejse Dialogcentret begyndte man desværre at kritisere kristne bevægelser og personer, som efter centrets mening ikke havde den rette (lutherske) teologi, eller som kunne kritiseres for lederstil osv.
Dermed leverede centret krudt og kugler til den ubarmhjertige hetz, der har kørt i massemedierne. Anklagerne er blevet flittigt udnyttet af ateister og kirkens fjender til at mistænkeliggøre alle troende kristne.
Det får man ud af at udlevere hinanden.
Vi kan – specielt som ledere – ofte føle, at vi skal bedømme og tage afstand. Det har jeg også selv gjort.
Men når vi kristne kritiserer og advarer imod de forkerte iblandt os, ødelægger vi kirken, som Jesus siger til dem, der vil rykke ukrudtet op i Guds høstmark:
Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade,« siger Jesus i Mattæusevangeliet 13,29-30.
Hvis Dialogcentret (og vi andre) vil gavne Guds rige fremover, må vi derfor væk fra den selvdestruktive interne kætterjagt og i stedet prioritere at fortælle de gode nyheder.
Af redaktør Henri Nissen