Spillemænd spreder glæde på plejecenter og hospice
Kendte sange kalder minder frem. Glad musik skaber øjeblikke af lykke. Gamle og syge får lyst til at danse, når De glade spillemænd spiller op.Når de syge og gamle ikke kan komme ud og nyde sommeren, må sommerens lys og varme komme ind til dem.
Sommersolen sender lysstrejf ind gennem havedøren til dagligstuen på Plejecenter Skovbo i Esbjerg. Det er et godt symbol på, hvad der sker, når De glade spillemænd spiller op. De er udsendt af Aflastningstjenesten under KFUM og KFUK og spreder glæde og hygge på plejehjem og hospicer. Der kommer atter liv i øjnene på demente, nogle tager sig en svingom med personalet, mens andre blot sidder med lukkede øjnene og lader minderne passere revy. Er man for dårlig til selv at komme ind i dagligstuen, kan man blive kørt eller spillemændene kan stille op på gangen eller ved stuens døråbning og spille et par numre.
De glade spillemænd er Kurt Juncker Jensen og Martin Jørgensen, kernen i en gruppe på 8-9 personer, der spiller harmonika, violin, kontrabas og guitar. De tager ud til folkedans og fester og spiller gerne på plejehjem og hospicer. I dag er det kun de to efterlønnere Kurt og Martin, der spiller på hver deres harmonika. Men lyden fra instrumenterne trænger godt igennem og spreder en stemning som fra en lun sommeraften i Paris.
Vi får dog danske klassikere i dag: Hist hvor vejen slår en bugt, Skamlingsbanken, Jeg er havren og Marken er mejet. Men også et strejf af udlandet: Jeg har hørt om en stad, Die Lorelei og Love me tender. Og ofte lyder også de kristne klassikere Barnetro og Han har åbnet perleporten.
Kurt og Martin har sanghæfter med, så dem, der vil, kan følge med og synge med. De glade spillemænd spiller blot melodien. Pludselig høres en fyldig bas, når en af de demente kan synge med på en strofe, han kender. Senere nynner også et par af pigerne med. De smiler, mens de klapper efter sidste vers.
– Det er det hele værd, når vi ser syge og gamle få liv i øjnene, siger Kurt Juncker i en pause, hvor sangene bliver skyllet ned med en kop kaffe. Han forklarer musikkens magi:
– Vi kender sikkert alle, hvordan et stykke musik eller en bestemt sang minder os om en betydningsfuld hændelse. Ofte bliver vi rørt til tårer. Livet passerer revy. Glemte minder toner frem. Og så kan vi med næsten fotografisk præcision gense de samme begivenheder igen og igen.
Men musikken rammer også dybere:
– Musik og sang gør, at vi kommer i harmoni med os selv, og triste tanker fordrives. Musikken åbner for det sind, der kan være tillukket på grund af svær sygdom, demens, affældighed, alderdom eller psykisk sygdom.
Og sangene er til trøst, også for de pårørende, fortæller han. De glade spillemænd spillede på et hospice, hvor de stod på gangen ved en stue:
– Vi spillede At samles, skilles ad og to andre kendte og glade melodier. Patienten kunne nyde musikken gennem den åbne dør. I stuen ved siden af var døren tillukket. En familie var samlet for at sige farvel til deres kære. Vi fik senere at vide, at netop melodien At samles, skilles ad havde gjort familien stor glæde. De havde sunget med på melodien, der handler om venskab og kærlighed.
Hospice Sydvestjylland i Esbjerg har kun eksisteret i lidt over tre år, men har alligevel faste musiktraditioner. I dagligstuen holdes Sønderjysk kaffebord, Ålegilde og Høstfest, mens musikanterne spiller. Det er højdepunkter, hvor køkkenet har lavet særlig lækre retter til patienter og pårørende.
– Tiden er en vigtig faktor på hospice, forklarer Kurt Juncker. Alle timer er kostbare. Det er vigtigt med nærvær. Musikken bliver et frisk pust til patienter og pårørende.
Tilbage til Plejecenter Skovbo. Kurt og Martin sætter sig igen hen til nodestativerne og repertoiret med ikke færre end 250 sange. Nu bliver Ellen kørt ind i dagligstuen, og så skal vi naturligvis have Ellens sang. Den er hun særlig glad for og snakker om den i flere dage efter spillemændene har været der.
Personalet går frejdigt rundt og serverer kaffe og kage, Evy Larsen stiller gerne op til en svingom med de ældre, mens Christina Lauridsen sørger for en beboer, der ikke selv kan tage for sig af retterne.
Hvordan har i det med, at De glade spillemænd sådan kommer og forstyrrer jer? spørger jeg Christina.
– De forstyrrer slet ikke, tvært imod. De ældre bliver stimuleret gennem musikken. Alle sanser er i brug, sådan en eftermiddag. Og de er altid rolige og glade bagefter.
– Det er rigtig hyggeligt, supplerer Evy. Det kan beboerne leve længe på. Og så har vi noget at snakke med dem om bagefter.
Kurt Juncker og Martin Jørgensen har spillet på plejecenter og hospice i tre år. Og de bliver ved, også selv om nogle patienter på hospice ikke giver meget respons.
– Jeg troede ikke i starten, at jeg kunne klare det. Men det kan jeg. Patienterne kan være meget tillukkede. Men ind imellem kommer smilet. Så er de hjemme. Og det bærer lønnen i sig selv, siger han.
