SuperBror – en kirkelig filmprisvinder
Anton er træt af det hele. Han er træt af skolen, træt af de store drenges mobning, men mest af alt er han træt af at være den stærke for sin storebror Buller. For Buller er ikke som de andre børn. Buller mumler skøre ting og tegner stjerner og meteorer, Buller forsvinder ind i sin egen verden, og han er slet, slet ikke, som en storebror bør være. Men en dag lander en meteor med et mystisk stykke legetøj. Legetøjet giver Buller superkræfter, og pludselig er Buller en helt anden. Han er sej, han kan flyve, og han kan være den superbror, Anton altid har ønsket sig.
Superbror er på mange måder et herligt gensyn med 80ernes børnefilm og -serier; men i modsætning til disse film, der mest spillede på komikken, er der en alvor bag Superbror, der vejer tungere – især for voksne med-seere. Buller er autist, og det, som de to brødre må slås med, er derfor ikke bare skolegårdsmobning og en følelse af at stå uden for fællesskabet – Buller er bogstavelig talt ikke i stand til at opfylde forventningerne fra samfundet, og Anton må derfor være superhelten for sin storebror.
Filmen, der vandt årets Gabriel-pris og var nomineret til en pris ved den årlige filmfestival i Berlin, er en oplevelse for både børn og voksne, fordi den ultimativt handler om det, vi alle drømmer om: At finde det, der gør os til noget særligt, uanset hvordan omverdenen ser på os. Uden at være for politisk korrekt balancerer Superbror det komiske med det alvorlige, og filmens beskrivelse af et barn med et handicap er både autentisk, hjerteknusende og opløftende. Det magiske stykke legetøj forvandler måske nok filmen til ren eskapisme, men den lærer både Anton og seere, at der er en superhelt i os alle. Og det er ikke så ringe endda.
Anne-Katrine Buch
SuperBror (DVD) 90 min.