Er abort tabu for kristne i Sverige?

De svenske kristendemokrater udelader valgløfte om afskaffelse af abort i valgprogram. Det undrer Tomas Seidal, talsmand for den abortkritisk bevægelse ”Ja till Livet”.KD i Sverige nævner i sit nye valgprogram med 89 valgløfter IKKE den vestlige verdens højeste aborttal. Det skyldes, at der blandt stadigt flere kristne har bredt sig en berøringsangst i forhold til abort, mener Tomas Seidal, som er talsmand for Ja till Livet, en svensk abortkritisk bevægelse. For bevægelsen betyder det kristne grundsyn, at hvert menneske er skabt af Gud og er en gave fra ham.
– Livet begynder ved undfangelsen, understreger Tomas Seidal og tilføjer:
– Men jeg er yderst forundret over, at spørgsmål omkring det ufødte barn engagerer så relativt få. Der foretages trods alt mere end 35.000 planlagte aborter om året i Sverige.
Det er det højeste aborttal i Vesten. I Danmark er der ca. 15.000 årlige aborter.
Seidal påpeger, at Kristendemokraterne i Sverige hævder, at partiet har et kristent fundament og menneskesyn.
– Hvordan kan man overhovedet tale om et kristent menneskesyn, hvis man er ligegyldig og passiv over for en praksis, som berøver titusinder af små børn livet? Det er for mig ubegribeligt, siger Seidal.
Abortproblematikken er tabu generelt i Sverige, mener talsmanden for Ja till Livet, og politikerne tør ikke engang diskutere, om man skal gøre som i Norge for at nedbringe aborttallet.
Mange kristne ignorerer eller fortier abortspørgsmålet. Og abortmodstandere hænges ud som fundamentalister i nogle kristne subkulturer.
Da KD i Danmark forsøgte at nedtone sin abortmodstand under formand Bodil Kornbek, mistede partiet halvdelen af stemmerne.
Partiet er nu vendt tilbage til sin oprindelige holdning, og formanden er skiftet ud. KD i Danmark foreslår nu en ”tysk model”, hvor der er obligatorisk rådgivning forud for alle aborter.