Når sygdom og tro støder sammen

Filmen om den 11-årige, kræftsyge pige Camino har mildest talt fået en meget blandet modtagelse: fra vred nedsabling og bundkarakter (Jyllands-Posten) til uforbeholden anbefaling og topkarakter (CinemaZone). Og det i sig selv er ret interesant: Hvad kan være grunden…?Filmen er ”inspireret” af en sand historie: I 1985 døde den da 14-årige Alexia Gonzales-Barros af kræft. Det specielle i hendes historie er, at hendes familie tilhørte den magtfulde katolske organisation Opus Dei, der omtalte hendes død som ”forbilledlig” og derfor forsøgte at få hende helgenkåret.
Alexias historie genkendes i Caminos: Hun, en livsglad pige, får pludselig smerter, først i nakken, så i ryggen – og så følger ellers operationer, kemoterapi og strålebehandlinger, og Camino forvandles langsomt til et ”genfærd” for så til slut at dø. Filmen viser det hele, her er ingen skånsel.
Caminos mor er stærk i sin Opus Dei-tro, og sådan som denne skildres, kan man næsten kun blive frastødt. Her er ikke plads til nogen varme følelser – det hele virker koldt og dermed ”udvendigt” og umenneskeligt. I den første halvdel af filmen var jeg underlig uberørt af al den ulykke, der blev vist, fordi det, der skulle have givet historien noget menneskeligt vedkommende, kom til at virke påtaget. Men efterhånden som døden rykker tættere og tættere på Camino, og moderens følelseskolde facade krakelerer og får hende til at fremstå som et mere og mere forpint menneske, bliver Camino gribende.
Camino er med dens knap 2½ time en rigelig lang, men ganske seværdig film. Man skal blot være indstillet på en følelsesmæssig rutsjetur og på at blive konfronteret med en trospraksis, som i dens livsglæde- og frihedsfornægtelse stiller spørgsmål til enhver, der ser den, om, hvad (sand) kristendom egentlig er.
Niels Jørgen Vase

Camino (DVD) – 146 min. – Kirkebutik.dk-pris: 155 kr.