Hold op med at benægte Holocaust
Cubas ex-præsident forsvarer Israel – og melder klart ud til Irans præsident Ahmadinejad.Ahmadinejad må holde op med at benægte Holocaust!
Israel og det jødiske folk har fået en usandsynlig forsvarer i Fidel Castro, Cubas forhenværende præsident.
I et unikt interview med den jødisk-amerikanske journalist Jeffrey Goldberg langer den tidligere diktator ud efter Irans præsident.
Det er Jerusalem Post, der fortæller om det for nylig afholdte møde mellem The Atlantics Jeffery Goldberg og den nu 84-årige og skrøbelige Castro, der for nogle år siden trak sig tilbage fra sit embede.
Den gamle kommunistleder sagde blandt andet, at han føler sympati for jøderne, som i løbet af historien gentagne gange er blevet forfulgt.
Jøderne har måttet opleve en eksistens, som er meget hårdere end vores, og der er ingenting, der kan sammenlignes med Holocaust, sagde han.
Da Goldberg spurgte, om udtalelsen kunne viderebringes til den iranske præsident, som jo mener, at Israel skal udslettes fra landkortet, svarede Castro:
Jeg siger dette sådan, at De kan bringe det videre.
I samtalen opholdt Fidel Castro sig længe ved sin første erfaring med antisemitisme, da han som lille dreng voksede op i det katolske Cuba.
Ikke mindst gjorde Langfredag et dybt indtryk:
Man skulle være stille, fordi Gud var død. Gud døde hvert år mellem torsdag og lørdag i Den Stille Uge. Og hvad skete der? Jo, man sagde, at det var jøderne, der havde slået Gud ihjel.
Han fortalte videre, at han dengang slet ikke anede, hvad en jøde var. Derimod vidste han, at der var en fugl der blev kaldt Jew jøde. Og af den grund konkluderede han, at jøder var disse fugle med store næb.
Jeg aner ikke, hvorfor fuglene blev kaldt jøder, men det viser jo, hvor stor uvidenheden den gang var blandt befolkningen.
Castro talte med den amerikanske journalist, fordi han for nylig har skrevet en artikel om sandsynligheden for et israelsk angreb på Iran. Af frygt for en opblussen i Mellemøsten opfordrede den tidligere leder Israel og USA til at holde op med at kritisere Iran på grund af dets atomprogram. Castro hævder, at problemet ikke kan løses, når iranerne, ifølge hans opfattelse, ikke vil vige for trusler.
Siden 2006, da Castro trak sig tilbage som følge af et skrantende helbred, har han holdt en meget lav profil. Hans støtte til Israels ret til at eksistere og kritik af den iranske Holocaust-benægtelse er mildest talt forbavsende på baggrund af hans status som ikon for den sydamerikanske venstrefløj, der har allieret sig med Den Islamiske Republik Iran.