Blå Kors lukker behandlingscenter
– Manglende efterspørgsel på intensive dag- og døgnbehandlingstilbud for alkoholafhængige, er årsagen til, at behandlingscentret i Bjæverskov nu må lukke.- Årene efter kommunalreformen har været præget af store forandringer. Vi har sat en række initiativer i værk i et forsøg på at tilpasse og justere behandlingstilbud og ydelser på vores behandlingscentre. Vi er nu kommet dertil, at efterspørgslen kan dækkes med ét behandlingscenter, fortæller centerleder Marc Krabbe-Sørensen.
Blå Kors Danmark samler derfor den intensive dag- og døgnbehandling af alkoholafhængige på Blå Kors Behandlingscenter Tåstrup. Blå Kors Behandlingscenter Bjæverskov færdiggør de behandlingsforløb, der er i gang på centret, og lukker 1. november.