Debat

Biskop Younan repræsenterer meget mere

Biskop Munib Younan fra Den Evangelisk-lutherske Kirke i Jordan og Det Hellige Land er blevet ny præsident i Det Lutherske Verdensforbund. Det er Bjarne Nederby Jessen dybt rystet over, for han hørte en gang i Jerusalem biskop Munib Younan sige, at det er afskyeligt, at ”kristne danser rundt i Jerusalems gader ved særlige jødiske højtider.” (Udfordringen den 12. august)

Jeg tror gerne, at biskop Munib Younan kan have sagt det, som Bjarne Nederby Jessen citerer biskoppen for at have sagt. For det er – for langt de fleste kirkeledere i Mellemøsten – uforståeligt, at kristne i Vesten gør det politiske spørgsmål om Israels eksistens og geografiske størrelse til et religiøst anliggende. De fleste mellemøstlige kirkeledere mener nemlig, at Israels eksistens og størrelse udelukkende er et politisk problem og IKKE et spørgsmål om Jesu genkomst og/eller Guds endelige sejr over ondskaben i denne verden.

Med baggrund i 25 års arbejde som missionær i den muslimske verden og 7 år som missionssekretær i DMS, så ved jeg også, at mange – rigtig mange – kirkeledere i Mellemøsten har de samme synspunkter som biskop Munib Younan. Når kristne zionister ved særlige jødiske fester danser rundt i Jerusalems gader, så ’læser’ mange mellemøstlige kristne denne dans som en religiøsinspireret opbakning til idéen om, at Israel har ret til flere bosættelser på Vestbredden og ret til at annektere Østjerusalem, fordi dét – i hvert fald for en del kristne zionister – er i overensstemmelse med Guds endegyldige frelsesplan!

Biskop Munib Younan og mange andre kirkeledere i Mellemøsten mener altså, at kristne zionister gør et politisk problem i Mellemøsten til et religiøst problem, og når det sker – hævder bl.a. biskop Munib Younan – så vendes tingene på hovedet, for så er fred ikke et politisk problem, men derimod et spørgsmål om, hvad der er Guds plan med Israel. Det synes biskop Munib Younan er afskyeligt!

Til sidst: For mig personligt er der ingen tvivl om, at Israel – efter godt 60 år på verdenskortet – har ´ret´ til at eksistere indenfor sikre grænser og i fred for/med sine naboer. Den samme menneskelige ’ret’ har palæstinenserne også. Men fred og sikre grænser bliver næppe etableret, så længe parterne tager afsæt i religiøst inspirerede visioner. Gud skal ganske enkelt ud af fredsforhandlingerne, for ellers bliver der ikke fred i Mellemøsten!
Leif Munksgaard

Leif Munksgaard er nu pensionist. Han var missionær i den muslimske verden i godt 25 år. Missionssekretær i DMS i 7 år, og fra 1999 til 2007 var han flygtninge/indvandrerpræst ved Domkirken i Odense og leder af Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Odense.

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.