Panda kravlede ind i Noahs ark – og fik kræft
Bjergbestiger-instruktøren Panda Lee blev sendt til Mt. Ararat i Tyrkiet for at undersøge, om kurderen Parasut talte sandt. Til gengæld blev han dødssyg af blodkræft…Da de kom hjem til Hong Kong, fandt de frem til en troværdig kristen bjerg-coach, Panda Lee, som havde god kondition og viden om at klatre i bjerge. Han blev i oktober 2008 sendt til Tyrkiet med journalisten Clara Wei.I sidste uge: Journalisten Clara Wei får en sms midt om natten fra en kurdisk guide: Jeg har fundet arken. Jeg står ved siden af den. Det kristne ark-team fra Hong Kong tager til Tyrkiet for at få bekræftet fundet, men uvejr hindrer dem i at bestige Mt. Ararat…
– Jeg kendte ingenting til projektet, da jeg blev ringet op af folk fra NAMI. Generalsekretæren talte kun med mig i to timer, og næste dag tog jeg af sted til Tyrkiet!
Vi holdt det meget hemmeligt. Min kone vidste ikke, hvad jeg skulle, og det gjorde jeg heller ikke selv, fortæller den lattermilde Panda til Udfordringen.
– Da jeg besteg bjerget i oktober 2008, var det første gang, jeg var i Tyrkiet. Jeg fulgte det tyrkiske team op til over 4.000 meters højde.
Det var ind i mellem 70-80 grader stejlt, og de vulkanske sten var meget løse og faldt hele tiden ned imod os.
– Men det var vel ikke muligt at klatre helt op straks
?
– Nej, først gik vi op til base-campen midtvejs for at overnatte. Næste morgen meget tidligt fortsatte vi til det sted, hvor træstrukturen findes.
– Var det vanskeligt at bestige bjerget?
– Ja. Men først blev vi ramt af en stærk vind og sne overalt. Den første nat sneede det hele natten. Næste morgen, da jeg startede, og til jeg vendte tilbage, sneede det ikke. Det var forbløffende. Jeg havde bragt mit udstyr med fra Hong Kong. Jeg instruerer andre i at klatre i bjerge.
– Men dette var vel den mest interessante klatretur?
– Ja, det har været min største oplevelse. Normalt, når vi bestiger bjerge, følger vi en sti. Her var ingen sti. Men det kurdiske team kendte vejen.
Vi nåede op til base-campen hen ved kl. 8 om aftenen. Da vi næste dag skulle helt op, havde jeg kun to timer, før solen kom frem. Når solen skinner, smelter sneen, og stenene bliver meget løse, så det er farligt at klatre. Da vi klatrede op til hulen, rullede sten hvert 2.-3. minut ned imod os. Vi havde nogle til at holde øje med stenene, mens vi klatrede op.
– Før jeg kom til Tyrkiet, havde kurderne brugt en måned på at tage sten og is ud fra hulen. Vi havde ikke tid nok til, at jeg kunne hjælpe med det. Jeg kom blot for at få bekræftet det, de havde fortalt. Det var et hurtigt job med at klatre op og ned hurtigt.
– Men du kom ind i dette hul. Beskriv, hvad du så…
– Ja, jeg så træ. I det første sted er træstrukturen endnu ret fin. Det er gammelt træ, og jeg ser ingen metalsøm brugt til at slå det sammen med. Der er brugt tapper, kan jeg se i det venstre hjørne.
– Hvilken farve have træet?
– Mørkebrun. Noget er lidt gulligt, noget er mørkerødt.
– Har du set den slags før?
– Ja, i mit land Kina findes der meget gamle bygninger af træ, som ligner dette her.
I 2008 så jeg kun to rum, men i 2009 så jeg to mere.
(Billede til højre) Den kurdiske guide Parasut, 39, fandt en stor træstruktur.
På pressekonferencen i Kasteel Vanenburg i Holland den 11. maj bekræftede Lee, at han i oktober 2008 i ca. 4.000 meters højde havde set en træstruktur under isen.
– Den var bygget af planke-lignende tømmer. Hver planke var omkring 20 cm bred. Jeg kunne se samletapper, som bevis for at det var en gammel konstruktion fra før den tid, hvor man bruger søm af metal, fortalte han.
– Vi gik ca. 100 meter til et andet sted. Jeg kunne se brudte træfragmenter indkapslet i isen i en gletsjer, og nogle var 20 meter lange. Jeg undersøgte landskabet og fandt, at træstrukturen konstant måtte være dækket af is og vulkanske klippesten.
– Hvad følte du, da du kom ind til den træstruktur, som formentlig var Noahs ark?
– Wow, det var storslået. Men jeg havde travlt med at undersøge, for min mission var at bekræfte eller afkræfte, om der var tale om en træstruktur. Men samtidig tænkte jeg: Wow, det her er 5.000 år gammelt, og alligevel er den teknik, der er brugt, meget imponerende, siger Panda Lee, som for øvrigt selv er tømreruddannet.
– Hvis du har set nogle rigtige træskibe, så ved du, at træet buer i kurver, og man bruger udstyr for at kunne få træet til at passe sammen.
– Men kunne træet være bragt herop?
– Nej-nej-nej. Det er ikke muligt på det bjerg. Der er en meget stejl skråning, som man skal opad. Og området er vulkansk.
– Ville det være muligt for 20 mennesker at bære det op?
– Hvordan? udbryder Panda. – Det er en meget stor struktur. Det ville være en meget stor operation. Vi tog et år om at komme ind til den. Det ville være umuligt. Hele strukturen ligger under en gletsjer, og alt er frosset ind i isen. Og ovenover er der mange tons vulkanske klippesten. Det er helt umuligt.
– Du er kristen. Hvad var din religiøse oplevelse ved dette?
– Det første jeg gjorde, da jeg nåede til stedet, var at bede. Jeg priste Gud for dette 5.000 år gamle skib. Og jeg tænkte på verden, som den er nu. At verden er blevet meget værre, hvad enten det gælder miljøet eller menneskene. Hvis vi tænker på menneskets indstilling, er alle ting er blevet værre.
Når jeg tænker på verden i Noahs dage – og verden nu – så er der en hel del, der er ens.
– Tror du, at det er et tegn fra Gud, at vi finder arken nu?
– Ja.
– Mange mennesker har søgt efter arken gennem århundreder. Så kommer du pludselig ind i projektet og får lov at se arken. Hvorfor dig?
– Ja, det er interessant. Men jeg ønskede ikke at opdage arken. Jeg modtog bare et telefonopkald. Næste dag fløj jeg fra Hong Kong til Tyrkiet.
– Du gjorde det ikke for at blive berømt?
– Nej, jeg er bare en lilleput.
– Du har familie. Hvad sagde din kone til al denne publicity?
– Første gang vidste hun slet ikke, hvad der skete. Og jeg gjorde heller ikke. Men på anden tur var vi lidt bekymrede.
Efter den første tur oplevede jeg nemlig en forandring i min krop. Jeg fik kræft i min benmarv. Alle eksperter i blodkræft fortæller mig, at jeg har fået blodkræft, og at jeg befinder mig i det sidste stadie. Men – Guds ske tak – så kan jeg alligevel hjælpe gruppen med at dele mine erfaringer.
– Fik du denne sygdom efter oktober 2008?
– Ja, jeg var til undersøgelse i januar 2009, hvor det blev konstateret.
– Kan du ikke klatre mere?
– Formentlig ikke, for jeg mister mit blod. Jeg har 40 pct. lavere blodprocent på grund af kræften. Jeg fik at vide, at jeg skulle blive hjemme og stoppe alle mine aktiviteter. Men indtil nu fortsætter Gud med at give mig energien.
Så jeg fortsætter med at arbejde, selv om alle tre læger har sagt, at det er forbløffende, at jeg kan. Det er et mirakel, siger de, selv om to af de tre læger ikke er kristne. De har ikke set sådan et tilfælde før.
Jeg takker bare Gud for det, siger Panda Lee.
Det var ikke blot Panda Lee, der blev syg. Da seks kinesere fra Hong Kong i 2009 foretog en ekspedition til de nye fund, blev hele gruppen syg i flere uger. Men ingen så alvorligt som Panda Lee, der havde været dybest inde og ikke brugte åndedrætsfilter.
Var det Faraos forbandelse – som da arkæologen Howard Carter i 1922 åbnede Tutankhamons grav? Inden syv år var 11 af ekspeditionens deltagere døde. Howard Carter døde selv af lymfekræft i 1939.
Men teamet oplevede også andre mystiske fænomener.
Læs om kurdernes frygt for arken i næste uge!
