Nysgerrig elektriker afslørede skjulested
I godt et år var kirkens fem messehagler væk. Nogen havde stjålet dem fra den opbevarings-kassen i Stensele kirke i Sverige. Nu har man fundet de fire i en brændeovn inde i kirken
Der sker tilsyneladende mange lidt underlige ting i kirkerne i det østlige broderland, Sverige. Helt for nylig kunne vi fortælle om et relikvieskrin, der blev stjålet, men som, ved et lidt underligt tilfælde, fandt vejen hjem igen.
Og det var også ved en tilfældighed, at messehaglene blev opdaget. Eller var det måske slet ikke tale om et tilfælde, men om Helligåndens indgriben?
I hvert fald var der en elektriker, der var på arbejde inde i Stensele kirke, som ligger i Luleå stift i Västerbotten, langt oppe i det nordlige Sverige.
I kirken findes der nogle brændeovne, som vakte elektrikerens interesse og nysgerrighed. Og han spurgte, om han ikke godt måtte kikke lidt nærmere på dem…
Det måtte han da godt. Da han åbnede den øverste del, fandt han så noget stof som viste sig at være fire af de manglende messehagler.
De blev alle købt i 1960erne. De er håndlavede, broderet med guldtråd og har et samlet værdi på ca. 200.000 svenske kroner.
En ekspert vil nu prøve på at finde ud af, hvorvidt det kan lade sig gøre at rense de fire messehagler, eller om de er blevet alt for beskadiget af deres langvarige ophold i en brændeovn.
Den messehagel, der fortsat er væk, er fra det forrige århundredeskifte og den mest værdifulde, fortæller Kyrkans Tidning.
Hvem der stjal messehaglerne, er stadigvæk et uløst mysterium, men sognepræsten er, ifølge det svenske blad Dagen, ikke helt sikker på, at der er tale om en udenbys person. For selv om kirken stod åben, og tyven således kunne operere helt uforstyrret og ved højlys dag, mener præsten, at det i hvert fald ikke kan udelukkes, at vedkommende havde kendskab til, hvor messehaglene blev opbevaret.