Sådan blir individualister til trofaste kirkegængere

Mennesker er gode til at iscenesætte sig selv. Men kirken kan få dem til at forpligte sig gennem relationer, spiritualitet og kirkens og kirkelederens troværdighed, viser undersøgelse.Mennesker skriver i dag deres egen individuelle historie. Kirken samler sig om en gammel og temmelig ensartet fortælling. Hvordan kan de to ting hænge sammen?

Gode relationer er altafgørende for, at moderne individualister forpligter sig i kirken, siger den norske lektor Karl Inge Tangen, der underviser på Willow Creeks lederkonference i København den 29.-30. oktober. Voksende kirker giver også plads til refleksion, siger han.

Eller rettere: Hvordan kommer senmoderne mennesker nogensinde til at forpligte sig i et forhold til Gud og medmennesker i en kirkelig sammenhæng?
Det har den norske filosof, teolog og såkaldt ”Life Coach” Karl Inge Tangen studeret i en ph.d.-afhandling, som han forsvarede ved Det Teologiske Menighedsfakultet i Oslo sidste år. Undersøgelsen bygger på dybdeborende interviews med deltagere i engelske, svenske og danske kirker.
Han fortæller om resultaterne på Willow Creeks lederkonference, Global Leadership Summit i Københavns Kulturcenter den 29.-30. oktober.

Helheden tæller

Her løfter han sløret for nogle af undersøgelsens konklusioner:
– Jeg undersøgte tre voksende menigheder i Europa, for jeg ville gerne forstå, hvorfor nogle kristne kirker voksede, selv om de var midt i en sekulær kontekst, en helt verdslig sammenhæng. Og her studerede jeg forholdet mellem ledere og deltagere, dvs. hvordan ledere appellerede, og hvordan deltagerne forpligtede sig. Hvorfor forpligter nutidens senmoderne mennesker sig etisk, og hvad sker der i processen?
Hvad er det vigtigste, du har opdaget?
– At det er helheden, der tæller. Det er samspillet mellem kirkens forskellige tiltag. Det er ligesom med en sejlbåd. For at den kan sejle på vandet, skal der både være køl, ror, sejl osv.

Relationer afgør

Helligånden ser ud til at virke stærkt i moderne menneskers livsproces, siger Karl Inge Tangen efter at have studeret kirker i Danmark, Sverige og England.

– Men en faktor står stærkt i undersøgelsen. Og det er, at gode relationer er altafgørende for, at mennesker forpligter sig i kirken, tilføjer han.
Karl Inge Tangen er lektor på Høyskolen for Ledelse og Teologi. Han er cand. phil. og har 15 års erfaring som ungdomspræst og pastor i pinsekirken Filadelfia i Oslo. Han har erfaring som Life Coach og som konsulent i frivillige organisationer.
Han har således både teoretisk og praktisk tilgang til sit arbejde, og det præger også hans ph.d.-afhandling. Udgangspunktet for studiet er nemlig ”praktisk-teologisk, men det inkluderer også samfundsvidenskabelig teori fra sociologi, ledelsesteori, kulturteori og psykologi”, siger han.
Studiet forsøger at besvare to forskningsspørgsmål: Hvorfor identificerer mennesker sig med disse kirker – i relation til deres egen fuldstændige livsstrategi? Leder denne identifikationsproces til ”transformative” forpligtelser over for fælles etiske goder? Med livsstrategier mener han den måde, senmoderne mennesker iscenesætter deres egen livsbiografi på.
Og det kan godt lyde som diametrale modsætninger – det individuelle og det kollektive. Men de tre kirker, som Karl Inge Tangen har studeret indgående, viser, at det kan lade sig gøre at forene de to.
– Vi er kommet frem til fem faktorer, der spiller ind i senmoderne menneskers forpligtelse i kirken, fortæller han og kommer med en kort liste:
1. Kirken skal fortælle tydeligt, hvad det er, deltagerne skal. Hvad er de kommet med i? Hvor er vi på vej hen med ”skibet” (for nu at blive i billedet med livet som en skibsrejse)? Denne teologisk-dramatiske fortælling sker mest gennem forkyndelsen, som både er inspirerende og bibelsk.
2. Dernæst skal kirken være troværdig og ansvarlig i det, den gør. Der skal være handlig bag ordene. Skibet skal kaste fortøjningen og komme ud på havet!
3. Kirker som vokser lægger også til rette for at deltagerne kan indgå i relationer med kvalitet. De formår at skabe en familiefølelse, at ”her føler jeg mig hjemme”. Der skal være sammenhold i skibets besætning, så at sige.
4. Og så er der en spiritualitet i voksende kirker. Folk kan mærke Gud, når de kommer i kirke. Der er vind i sejlene!
5. Og til sidst findes der et reflekterende rum. Et sted, hvor mennesker kan tage en beslutning og samtidig beholde deres integritet. Det kan ske i små grupper eller gennem kirkens missionsaktiviteter. Men der skal være tid og plads til refleksion – i ”kabyssen”.

Åndelig kvalitet

– Senmoderne mennesker bliver oftest ikke kristne på pietistisk manér, hvor en hurtig kraftig overbevisning fører til afgørelse med det samme. I dag sker det som en proces. Men den åndelige kvalitet er den samme. Der er lige så radikale gudserfaringer og omvendelser som i gamle dage.
Hvad har overrasket dig i undersøgelsen?
– At Helligånden ser ud til at virke stærkt i moderne menneskers livsproces. Og at det relationelle betyder så meget. Det betyder faktisk mere end selve forkyndelsen i kirken. Når mennesker indgår i kvalitetsrelationer i kirken, fremmer det den etiske forpligtelse, slutter han.


Artiklen fortsætter efter annoncen: