Bøn var vejen ud af mørket

Dagen hvor Pernille skulle konfirmeres, tog hun sit fine tøj på, og sammen med sin mor gik hun i kirke.

– Alt det, jeg havde søgt efter – kærlighed, glæde og meningen med livet, fandt jeg i Jesus. Jeg følte, jeg endelig var kommet hjem, forklarer Pernille Liland, der er lærer, Adv. Dipl. Of Ministry, og har været en sprudlende forkynder og leder i 15 år.

Da hun var barn, havde hendes morfar lært hende at bede Fadervor, han havde også fortalt hende om evangeliet, men lige meget hvad, kristendommen var i Pernilles øjne kedelig og uden kraft. Og det var i hvert fald ikke der, hun gad søge efter svar på alle de spørgsmål, som hun meget tidligt i sit liv begyndte at stille sig selv: Hvad er meningen med livet, og hvorfor er jeg her?
– Jeg måtte have svar på de spørgsmål, så jeg søgte ind i den alternative verden for der at finde svarene, fortæller Pernille.

Min far var i New Age

Hvem introducerede dig for den alternative verden?
– Min mor og far var skilt, hvilket betød, at jeg boede hos min mor. Weekenderne tilbragte jeg sammen med min far. Han havde været åndeligt søgende i mange år, og det var i New Age, han havde fundet svarene på de eksistentielle spørgsmål, som han rodede rundt med inde i sit hoved. Da han fandt ud af, at jeg også var interesseret i at finde en mening med, hvorfor vi er her, introducerede han mig for den alternative verden. Når han fortalte mig om nogle af sine mange oplevelser, hvad han havde lært og fundet frem til, lyttede jeg og syntes, det var spændende. Den alternative verden var ikke kedelig men spændende og ”lige mig ”.
Hvad talte du og din far om?
– Vi talte om livet efter døden. Jeg syntes, det var fantastisk, at der var en stor Guds-skikkelse, der når vi skulle herfra stod og tog imod os og førte os ind i evigheden. Det var da smukt.
– Vi mediterede også sammen på farver og smukke billeder, vi gik til kurser i pendulering og krystal-healing. Da jeg ikke så min far ret tit, var det dejligt, at vi havde noget, vi kunne være fælles om, når vi endelig var sammen.
– Da jeg var 14 år gammel, tog min far mig med til Transcendental Meditation. Ved at meditere kunne jeg få kontakt til mit Højere Selv.
Hvad er det Højere Selv?
– Det højere selv betragtes i den alternative verden som vores ubegrænsede spirituelle kraft, der altid er til stede, og som kan kontaktes for vejledning, indsigt og healing.

Trukket ned i mørket

Du talte med din far om den åndelige verden, men havde du også jævnaldrende, som du delte interessen for det alternative med?
– Ja, jeg havde en god veninde, der også var interesseret i alt det alternative. Vi delte mange af vores oplevelser med hinanden og gik sammen til forskellige møder og foredrag. En aften tog vi hen til et spiritistmøde, hvor man kunne lære at få kontakt til sin åndelige vejleder.
Hvad er en åndelig vejleder?
– Det er et selvstændigt åndeligt væsen, som har til opgave at hjælpe os som individer med at følge vor egen helt specielle åndelige vej.
Hvad skete der under mødet?
– Mens vi hver især sad og prøvede at få kontakt til vores åndelige vejleder, begyndte min veninde pludselig at skrige højt. Hendes skrig var så gennemtrængende og så fyldt med rædsel, at mødet straks måtte stoppe. Min veninde fortalte mig bagefter, at hun var blevet trukket ned i et mørke, der var ved at opsluge hende.

Gøre en forskel for menneskeheden

Da Pernille var omkring 15 år, fik hun lavet et udførligt horoskop for hele sit liv.
– Horoskopet, som var hamrende dyrt, fortalte mig, at jeg var forudbestemt til at blive noget stort inden for den åndelige verden. Jeg havde en fremtid/evner som clairvoyant, og det var, fortalte astrologen mig, min opgave her i livet at udvikle de evner i den retning. Jeg skulle rådgive og vejlede folk om, hvad der ville ske i deres liv.
– Wauv, tænkte jeg. Tænk at jeg havde evner, som andre ikke havde. Det var jo fantastisk. Jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel for menneskeheden, fortæller Pernille.
– Mit selvværd voksede, men det gjorde min arrogance desværre også. Jeg følte mig til tider højt hævet over andre mennesker, som ikke forstod New Age-religionen.

Kraft og mirakler i Apostlenes Gerninger

– Min morfar, som var det sødeste og dejligste menneske, man kan forestille sig, var en personlig troende kristen, og når han og jeg diskuterede alt det åndelige, sad jeg som regel og rystede på hovedet af det, han troede på. Han fortalte mig, at Jesus var en levende Gud, som man kunne tale med. O.k., tænkte jeg, alt det der om Jesus, det er da sødt nok, men helt ærligt, det har jo ingen kraft.
”Kære morfar, du må søge højere op. Der er så meget mere, du kan opleve med universets energi”. Min morfar lyttede til alt, hvad jeg sagde, men han holdt fast på sit og tilføjede altid, at han ville fortsætte med at bede for mig. For øvrigt sagde han flere gange til mig, at hvis jeg ville høre om kraft og mirakler, burde jeg læse Apostlenes Gerninger. Hvor havde han dog ret!

En øjenåbner

En aften sad Pernille og talte med sin veninde Rikke, der lige var vendt hjem efter et års ophold i en kibbutz i Israel. Rikke var under sit ophold blevet en personlig kristen.
– Mens jeg sad og lyttede til Rikkes historie om, hvordan hun havde lært Jesus at kende, huskede jeg tilbage på de samtaler, jeg havde haft med min morfar. Hvor arrogant jeg havde været over for ham, og hvordan jeg havde set ned på ham og hans tro på Gud.
– Men jeg kom også i tanke om, at han altid havde bedt for mig, og jeg var nu helt sikker på, at det var hans bønner, der gjorde, at jeg denne aften fik øjnene op for, hvor stort et åndeligt bedrag den alternative verden er.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dæmoner flygter

Hvilke beviser har du på, at den alternative verden er et åndeligt bedrag?
– Healere og clairvoyanter giver mennesker nogle svar. Men de holder ikke vand. Når jeg som kristen har konfronteret dæmoner (ved bøn og udfrielsestjeneste) har jeg jo set, at kraften bag clairvoyance og New Age-filosofien er dæmoner, som udgiver sig for lysets engle. De flygter, når man nævner navnet Jesus Kristus, da de ved, at han er kongernes konge, universets højeste autoritet – det i sig selv er bevis på, at New Age er et stort åndeligt bedrag.

Jesus Kristus er en ægte og personlig Gud

Hvad var det, der fascinerede dig ved den alternative verden?
– Det var en verden, der tillod mig at tro på lige, hvad der passede til mit behov. Men Jesus Kristus rører ved dit sande jeg – dit syndige menneske/ den faldne natur, som er nedarvet fra Adam. Den kom Jesus for at sætte os fri fra. Det gør New Age ikke – de bliver ved med at tro på, at vi alle er ”Gud selv”, og at der ikke er synd i os. En total fordrejet virkelighedsopfattelse.
– Jesus Kristus siger: elsk din næste og ydmyg dig for sandheden. Samtidig er han far – og ikke bare en energi eller ”universets kraft”.
– Jesus Kristus er en ægte og personlig Gud. Han elsker dig så højt, at han vil dø for dig, for at tage din synd på sig, – det er der ingen åndelige vejledere, som kan efterligne!

Fandt kærligheden og meningen med livet

Den aften Rikke havde siddet og fortalt sin historie om, hvordan hun var blevet kristen, havde Pernille pludselig rejst sig og var gået.
Hvorfor gik du, og hvor gik du hen?
– Jeg blev så berørt over at høre om min venindes nye liv sammen med Jesus, hvordan hun var blevet døbt med Helligånden, og hvordan hun havde sagt farvel til sit gamle liv og goddag til sit nye liv.
– Hendes fortælling påvirkede mig så dybt i mit hjerte, at jeg måtte gå et øjeblik. Jeg gik ud på toilettet, og her lagde jeg mig ned på gulvet og begyndte at bede til Jesus. Jeg åbnede mit hjerte for ham og bad ham om at blive Herre i mit liv.
Hvordan er dit liv så blevet med Jesus som Herre?
– Mit liv er blevet forvandlet. Alt det jeg i flere år havde søgt efter, kærlighed, glæde og meningen med mit liv – fandt jeg i ham.
– Da jeg mødte Jesus, følte jeg det, som var jeg en bold, der blev sparket i mål. Endelig var jeg kommet hjem.


Artiklen fortsætter efter annoncen: