Hymner på dansk

Hymner er ikke det, man møder mest af blandt nye kristne cd-udgivelser. Slet ikke på dansk. På den måde er ”Kongers Konge” et syn af den sjældnere slags. Og et forfriskende plus til det nuværende musikudvalg.
Beskriv en hymne. Sandsynligvis har du – ligesom jeg havde – kun en luftig idé om, hvordan sådan en ser ud. Du kender en hymne, når du hører den. Og det gør du, når du lytter til sange som ”Amazing Grace” og ”How Great Thou Art” (på dansk: ”O store Gud”).
Hymner er tilbedelsessange. En slags hyldestdigte. Dermed er der lagt større vægt på rim og poesi end i de fleste nutidige lovsange.
Derfor findes der også mange flotte tekster blandt sangene på ”Kongers Konge”, der som oftest har Jesus og korset som omdrejningspunkt. Og Jens Lomborg og Lars Frederiksen har formået at oversætte teksterne uden at miste poesien eller det storslåede. Som i sangen ”Drag mig, Jesus, nær til dig”, der bl.a. siger: ”Lad nu prøvelsens skatte / forme mig på vejen frem / så jeg engang, når jeg ser dig / kan forstå, du var i dem”. Nice.
Ikke alle hymner er skrevet i 1800-tallet. Blandt de mest kendte nutidige hymneskrivere hører trekløveret Stuart Townsend og Keith og Kristyn Getty. Og det er dem, som Marie Lind har taget tolv af de bedste sange fra og indsunget på ”Kongers Konge”, hendes debutplade.
Men mange kender allerede Marie Linds stemme – fra koncerter rundt om i landet, hvor hun har optrådt som solist eller i kor. Eller fra koret Relief, hvor hun har været korleder.
Hun er altså ikke helt grøn. Og hun gør det også godt på ”Kongers Konge”: Hendes stemme passer godt til genren, og hendes fortolkning af sangene virker oprigtig.
Den musikalske udførelse er også god, men gør sig ikke mange forsøg på at stjæle opmærksomheden fra teksten og sangen, der er i centrum.
”Kongers Konge” er glad og bombastisk og til dig, der nyder smukke tekster. Eller måske bare holder af afveksling. I en tid, hvor det er populært at genoplive gamle salmer og hymner og integrere dem i repertoiret af nutidig lovsang, kan ”Kongers Konge” måske give inspiration og levere et supplement til lovsangen.
Steffen