Ny landsleder: Frelsens Hær er stadig relevant

Onsdag den 3. november blev oberst Birgitte Brekke indsat som Frelsens Hærs nye landsleder i Danmark. Den nye hærchef tror på Frelsens Hærs relevans som formidler af praktisk kristendom.– Vi er ikke kaldet til at sidde i vore lokaler og være salige sammen, proklamerede hun i sin indsættelsestale.
Birgitte Brekke er født og opvokset i København, men har i 30 år især gjort tjeneste uden for landets grænser, bl.a. Bangladesh, Sri Lanka og Pakistan.
– Der er nogle, som vil have os til at tro, vi ikke længere er relevante. Som mener, vi bør forandre både det ene og det andet og tilpasse os.
– Men vi skal passe på ikke at forveksle relevans med popularitet, pointerede Frelsens Hærs nye leder.