Pinsebevægelse under lup
En studiedag den 17. november skal kortlægge Den pentekostale bevægelse og debattere, hvor den kan passe ind i luthersk teologi. Pinsebevægelsen er verdens næststørste kirkeretning.
Pinsebevægelsen er større end den lutherske kirke på verdensplan altså. Bevægelsen er det seneste århundrede blevet den dominerende form for kristendom næst efter katolicismen.
Op imod en tredjedel af verdens kristne hører i dag enten til en såkaldt pentekostal kirke eller sympatiserer med lignende karismatiske bevægelser inden for traditionelle kirker. Man regner med omkring 600 millioner pinsekristne på verdensplan i dag.
Bevægelsen er den hurtigst voksende kirkeretning og et vink med en vognstang om, at den bibeltro og spontane kristendom er vejen frem også for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark.
Dansk Missionsråd har nu taget initiativ til en studiedag om fænomenet Den pentekostale bevægelse den 17. november i Odense. Dagen løber af stabelen i Bykirken, der netop er en pinsekirke. Og til forskel fra lignende studiedage på bl.a. Københavns Universitet har man denne dag indbudt ledere inden for de fire hovedstrømninger af bevægelsen i Danmark: Pinsekirken, Apostolsk Kirke, Migrantmenighederne og Dansk Oase. Sidstnævnte er en fornyelsesbevægelse i Folkekirken.
– Det er i høj grad i de områder af verden, hvor danske missionsbevægelser arbejder, den pentekostale bevægelse har haft sin fremgang. Men også i Danmark har vi gamle veletablerede menigheder såvel som repræsentanter for en mere global pentekostal bevægelse i form af migrantmenigheder. Denne studiedag vil sætte fokus på fænomenet pentekostalisme især i Afrika og Asien og mere generelt og teologisk debattere pentekostalismen, skriver initiativtager Mogens S. Mogensen i indbydelsen.
Fra de omtalte kirkeretninger taler Martin Mutale, præst i Apostolsk Kirke, med baggrund i Zambia, Tonny Jacobsen, Pinsekirken, samt Morten Munch, Dansk Oase.
Emnet belyses kritisk af Ib Sørensen, 3K (Kristendom, Kultur og Kommunikation), samt Henrik Nyman Eriksen, Luthersk Missionsforenings Højskole.
Der vil være debat både formiddag og eftermiddag.