Ung kristen hjælper sex-ofre

Philip Hyldgaard fra Brande måtte sige ja, da han blev tilbudt at lede et center for handlede kvinder og misbrugsofre i Grækenland.
Philip Hyldgaard er et godt eksempel på kristne unge, der gør en stor forskel i verden. Opvokset i den jyske muld er den 26-årige pioner nu leder af et kvindekrisecenter i Grækenland, der hjælper ofre for trafficking.

Philip Hyldgaard er kun 26 år, men leder et center for handlede kvinder.

Og de tal, han præsenterer, er hårrejsende:
Lige nu holdes 27 millioner kvinder og børn som sex-slaver rundt omkring i verden. Der tjenes flere penge på at sælge kvinder til prostitution end på at sælge narko eller øve nogen anden form kriminalitet.
En kvinde kan indbringe sine griske bagmænd i gennemsnit 250.000 dollars om året.

Masser af handlede kvinder i Danmark

Og Danmark er ingen undtagelse. Otte ud af 10 prostituerede herhjemme er udenlandske kvinder, ofte solgt som sex-slaver. De tvinges til at betjene 18-20 mænd om dagen. Og en kvinde fra fx Nigeria eller Thailand kan indbringe sin bagmand én million kroner på bare tre måneder.

Slave på bordel

Philip er med i The A21 Campaign, der vil sætte en stopper for menneskehandel i det 21. århundrede.

Philip Hyldgaard leder et krisecenter med 12 sengepladser. Her kan kvinderne komme fri af deres bagmænd, få lægehjælp, psykologhjælp og åndelig støtte til at komme på fode igen.
Han fortæller om en afrikansk pige, som blev solgt af sin familie til et bordel. Her skulle hun betjene 14 mænd om dagen, og når hun kom hjem, tvang familien hende til at lave alt husarbejdet i hjemmet.
– Jeg har aldrig set et ansigt så forpint, fortæller Philip.
Politiet lavede razzia mod bordellet, og pigen kom på centret. Her gennemgik hun et program over 12 uger, fik advokatbistand og vidnede mod bordel-ejeren, som blev buret inde og nu kan se frem til mange år i spjældet.
Og pigen, hun er ved at realisere en barndomsdrøm om at blive sygeplejerske. Hun er tilbage i Afrika, studerer på universitet og vil hjælpe piger og kvinder med samme baggrund.

Kunne ikke sige nej

Det giver mening for den unge Philip at engagere sig i arbejdet langt væk fra hjembyen Brande. Han har nu boet og arbejdet i den græske by Thessaloniki i to år.
– Når man hører de forfærdelige ting, disse kvinder udsættes for, må man jo gøre noget, siger han. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville gå ind i arbejdet, sagde jeg naturligvis ja. Jeg havde ikke nogen speciel kaldsfornemmelse. Men jeg kunne ikke sige nej til opgaven, og det viste sig at være Guds vilje. Det er i hvert fald opfyldelsen af alle mine drømme om at kunne gøre en forskel, siger Philip.
Han har ikke nogen formel uddannelse herhjemmefra, men har gået tre år på Hillsong College, et teologisk seminar under den berømte Hillsong Kirke i Sydney.
Kvindekrisecentret i Thessaloniki er en del af den australske organisation Equip & Empower Ministries, som ledes af Christine Caine fra Hillsong Church i Sydney. For nylig søsatte hun The A21 Campaign, der vil sætte en stopper for menneskehandel i det 21. århundrede.