Afrikansk kirkemusik og masser af fællesskab
120 danskere af alle farver smagte fællesskabets velsignelser på inspirationskonference i Århus.
Første weekend i november var 120 danskere og nydanskere fra 24 lande samlet til multietnisk inspirationskonference i Århus.
Livsmestring i et nyt land var temaet, og herboende oplægsholdere fra Indien, Filippinerne, Congo, Rwanda og Irak gav gode råd om, hvordan man håndterer mødet med en et nyt land og en ny kultur.
Konferencen var arrangeret af Tværkulturelt Center i samarbejde med Indre Missions Tværkulturelle Arbejde, Luthersk Mission, lokale menigheder og migrantmenigheder.
Det blev gentagne gange understreget, at det kræver både personligt mod og gode mennesker, der vil være medvandrere i en ny hverdag.
Traditionen tro begyndte konferencen i Gellerup Kirke med en stemningsfuld forbønsgudstjeneste for en inkluderende verden, hvor der særligt blev bedt for de betrængte kristne i Irak. Efter gudstjenesten var der kaldæisk middag, lavet af irakiske kristne fra den store kaldæiske menighed i den katolske kirke i Århus.
Lørdagens program forgik i Helligåndskirken og var mættet med indtryk, oplæg, debat, musik og samvær. Blandt andet kunne man synge afrikansk kirkemusik sammen med et congolesisk kor fra Løgstør Frikirke.
– Det forgik med en energi, der absolut må have fået Helligåndskirkens tag til at lette en smule og vækket selv den søvnigste kirkerotte! fortæller Birthe Munck-Fairwood fra Tværkulturelt Center.
Konferencens hovedoplæg handlede om forventninger til fællesskab i forskellige kulturer.
– Det er vigtigt, at kirker formulerer kristne fællesskabsværdier for at støtte og lette integrationsprocessen, sagde George Thomas, tidligere chefkonsulent i Verdensbanken.
Man kunne også høre om aktuel udlændingelovgivning, fundere over hvad kristen spiritualitet i grunden er for en størrelse – set fra Asien og Mellemøsten, få indblik i hvordan kristne og muslimer samarbejder i Gellerup, høre om partnerskab mellem folkekirken og migrantmenigheder og blive inspireret af de mange andre gode historier fra det kirkelige integrationsarbejde ud over landet.
Konferencen sluttede søndag i missionshuset Stjernen i Risskov med et panel, hvor unge fra Burma, Irak og Congo fortalte om at være ung og kristen i Danmark. Derefter serverede den etiopisk-ortodokse menighed i Århus nationalretten injerra og wått.
/sl