Flot magasin som julehilsen

Bladet ’24/12’ er udgivet med det formål for øje, at dele evangeliet her i juletiden.Magasinet 24:12 er lavet til at give væk til venner og bekendte, som ikke har en personlig tro på Jesus Kristus.
Magasinet består bl.a. af interviews, en reportage fra Jinka hospitalet i Etiopien og andagter til juleferien. Der er også input som idéer til krea, opgaver og sjove oplysninger om jul og familien Danmark.
Udgiveren af bladet opfordrer til at bruge det som en ekstra julehilsen til venner og bekendte og efterfølgende bruge anledningen til at få en snak om det, man har læst.

Spot på Lone Hertz og Thomas Teglgaard

Forsidebilledet er af Lone Hertz, og inde i bladet finder læseren et omfattende portræt af skuespilleren, hvor hun bl.a. fortæller om, hvad troen betyder for hende:
”Det er livsnerven! Jeg tror på Gud som altets skaber. Og jeg tror på Jesus, som hans enestående søn. Man kan ikke få et smukkere og kærligere forbillede end Jesus. For mig er der ingen tvivl om, at Jesus er søn af Gud; han levede op til alt, hvad det vil sige at være søn. Vi behøver ikke være i tvivl. Og jeg tvivler heller ikke på den hellige og inspirerende Helligånd. Det er min trosbekendelse, hvis du spørger.” (Uddrag fra portrættet side 18-25 i magasinet.)

Et andet af bladets interviews er med læge og forfatter Thomas Teglgaard, hvor han bl.a. fortæller om, hvordan det var at komme gennem ’mediemøllen’ efter udgivlesen af bogen ”Uddrift”. I bogen satte han ord på, at dæmoner findes og kan besætte mennesker. Det skabte stort røre i Danmark, at en uddannet læge kunne sige sådan. Hans første bog udkom i 1995, og siden er der fulgt mange efter. Han oplever selv en tendens til, at kristendommen får en mere og mere central plads i bøgerne.

Interviewpersonernes personlige tro og fællesskab med Gud kommer tydeligt frem i bladet, og der er helt sikkert mange indgangsvinkler til samtaler med venner og familie.
Magasinets lay-out er proffessionelt og indbydende med flotte fotos i en blanding af farver og sort/hvid. De 48 sider indeholder rigtig meget godt og er et blad, man kan give væk med en rigtig god følelse.
/lt

24:12
Magasin fra Logos Media
48 sider
kr. 49,95