Lovsang omkring Jesu første og andet komme

Sange vi aldrig glemmer nr. 9 og 10 har som temaer julen hhv. genkomsten og det, der følger. Og det er et par fine samlinger af sange, Nyt Livs Forlag her har produceret og udgivet på både cd og dvd.
Men det skete i de dage indeholder i cd-versionen 16 sange og i dvd-udgaven 18 sange, mens der på begge udgaver af Himlen er 17 sange.
For begge samlinger gælder det, at der er både godt kendte og mindre kendte sange, hvortil kommer tekster omhandlende forskellige sider af frelseshistorien, og at de gøres høreværdige ikke mindst grundet variationen i arrangementer.
Den forholdsvis høje pris kan måske desværre afholde nogen fra at købe dem. Eneste grund til, at de skulle blive foretrukket frem for lignende udenlandske, men som helhed vokalt bedre indspilninger, er, at de er på dansk.
To cd’er/dvd’er, der i høj grad hører adventstiden – med dens påmindelse om forventning – til og stemmer til lovsang, og de kan nydes, uanset om man har billedsiden med eller ej.
NJV

Sange vi aldrig glemmer
9: Men det skete i de dage
10: Himlen
CD: 165 kr. • DVD: 200 kr.
Nyt Livs Forlag