Kærlighed ved første blik
Hvordan reagerer du, når du møder en person for første gang? Har du tænkt over det? Så lad mig fortælle, hvordan jeg blev modtaget af børnene på børnehjemmet.
Efter en lang rejse ankom jeg til børnehjemmet i Honduras og blev inviteret på rundvisning. Allerede 50 m væk fra volontørhuset blev vi mødt af en flok små drenge, der kastede sig om halsen på mig, spurgte efter mit navn, mine forældres navne, om jeg skulle være her til jul og om jeg har nogen søskende. Og så fortalte de ellers i munden på hinanden, hvad de selv hed, hvad de hver især mente om mine øjne, mit hår osv.
Så hurtigt fik jeg mine første venner på børnehjemmet! Velkomsten var overvældende og næsten svær at håndtere. Specielt en handicappet pige gav mig en velkomst så kærlig, at jeg ikke véd, hvordan jeg kan gøre gengæld. Jeg har fået kys, kram og kærlighedserklæringer, og hver gang hun ser mig, råber hun efter mig, indtil jeg er ude af syne.
Børnene er på hver deres måde fantastiske. Og jeg er fuld af undren. Hvorfor har disse børn så megen kærlighed i sig? Hvordan kan de være så gavmilde og omsorgsfulde? Hvordan kan de stråle så meget og fylde mig med en glæde så ubeskrivelig stor? Jeg var så overbevist om, det var mig, der skulle hjælpe dem til at føle glæde og kærlighed!
I Jak. 2,5 står der: Har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham? Og i Ef. 5,1-2 står der: I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os.
Guds kærlighed fremstår utrolig konkret i disse vers, og jeg kan se, hvordan troen på Guds kærlighed giver disse børn evnen til at vandre i kærlighed uanset deres baggrund. Den kærlighed, som Gud kalder os til, har aldrig føltes mere levende for mig end nu, hvor jeg ser, hvordan den fylder disse børn, der knapt ejer mere, end det de står og går i.
Jeg beder om, at jeg kan lære at elske som dem. Og jeg takker Gud for, at jeg har fået mulighed for at være her. Børnene har i hvert fald allerede lært mig, at det handler om mere end kærlighed ved første blik – nemlig at lade Gud plante evnen i os.
Af Sarah Windfeld
Udsendt som volontør af Impact