Nytårstanker

Her ved nytårstid reflekterer jeg ofte lidt over mit liv. Jeg spekulerer nogle gange på, hvor det mon er ”gået galt”, for det er, som om bekymringerne står i kø – som en obligatorisk del af livet. Når den ene er ryddet af vejen, springer den næste frem og råber ”min tur”.
Nogle af livets genvordigheder skyldes mine egne valg. Men burde Gud så ikke have advaret mig?
Det kunne jo være rart, hvis der poppede en advarsel op, når jeg er ved at tage et forkert valg. Måske lidt på samme måde som ved computerens nye fotoprogram. Her kommer denne advarsel ved en bestemt handling: ”Du er ved at konvertere til CMYK…. det er muligvis ikke det du har i tankerne..” . Så har man da mulighed for at tænke sig om en ekstra gang.
Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke er opmærksom på Guds advarsler. Eller er jeg nu det? En smuk vintereftermiddag var jeg med familien i parken for at kælke. Da vi skulle tilbage til bilen, gik min mand og søn i forvejen. Datteren og jeg havde god tid, vi skulle lige nå en tur mere. På vej tilbage til parkeringspladen gik jeg i stilhed og nød det fantastiske vinterlandskab, som i skumringstiden med vandet i baggrunden var ganske ubeskriveligt smukt. Pludselig trængte en mandestemme igennem mit eget lille univers:
– Er det jer, de dytter af?
”Hvem dytter, er der nogle, der dytter?” tænkte jeg. Min mand havde i mellemtiden startet bilen og var kørt os i møde. I forsøget på at fange min opmærksomhed inde på stien, brugte han flittigt hornet. Og ja, alle andre tilstedeværende i parken hørte det, men ikke jeg. Jeg var en smule optaget af noget andet – må jeg indrømme. Så måske sker det også, at jeg ikke altid hører, hvad Gud siger. Eller måske tror, jeg ved bedre. Heldigvis kan Gud tage andre mennesker i brug, når jeg ikke lige hører hans stille stemme – eller ”horn”. Og tager jeg et forkert valg, så bruger han det i kærlighed til at lære mig noget.
For det forholder sig nok, som dette citat siger:
”Livet er som en skoledag med glæde og sorg som hovedfag. I glædens timer har vi det bedst. I sorgens timer lærer vi mest.
Bed ej om at få lagt år til livet, men bed om at få liv til årene givet.”
Det vil jeg så gøre her i det nye år, men håber ikke, at glædelektionerne beskæres i antal – trods nedskæringer..!

Af Lisbeth Thomsen
Redaktionssekretær