Kristen blev årets helt

Anna Lynge er kåret til ”Årets Helt”. Det er anden gang, en kristen får den ære.Psykolog Anna Lynge fra rådgivningstjenesten girltalk.dk er kåret til ”Årets Helt” af Trygfonden og Morgenavisen Jyllandsposten.

For mig er de virkelige helte alle de frivillige på girltalk.dk, siger Anna Lynge.

Det er andet år i træk, en kristen bliver kåret til ”Årets Helt”. Sidste år var det Ruth Brik Christensen, der fik æren for sit arbejde med at åbne et soldaterhjem i Afghanistan. Prisen har i øvrigt kun to år på bagen.
Flere tusind danskere har været med i afstemningen. Først kunne man indsende sit forbillede, og derefter valgte en jury 10 nominerede, som alle havde mulighed for at stemme på.
Vinderen får en kontant belønning på 100.000 kr. efter skat. Pengene vil Anna Lynge lade gå ind i arbejdet med at rådgive udsatte og selvmordstruede teenagepiger.
– For mig understreger det her blot den ånd og den vision, som blev skabt i mit hjerte for syv år siden. For mig er de virkelige helte alle de frivillige, der lægger en indsats på girltalk.dk, sagde hun umiddelbart efter afsløringen af årets vinder.

Mobbet og ensom

Anna Lynge har ca. 60 frivillige ungerådgivere ved telefonen, og over 6000 teenagepiger logger sig ind på girltalk.dk hvert år. De kalder hende ”storesøster”, måske fordi hun forstår deres ensomhed og frustrationer, når de får spiseforstyrrelser eller skærer i sig selv for at få opmærksomhed.
Anna Lynge har tidligere fortalt i en prædiken til Udfordringen:
– I skolen ville jeg gerne have venner, føle mig accepteret og elsket. Men jeg var anderledes, passede bare ikke ind. Jeg blev mobbet og var ensom. Jeg holdt op med at spise og blev mindre og mindre. Jeg ønskede bare at forsvinde ud i intetheden.
– ”Se mig og elsk mig,“ skreg jeg. Men det er svært at elske og blive elsket, når selvbilledet er forkvaklet, og man kun kender den billige kopi af kærligheden.

Mødte Guds kærlighed

Men så skete der noget:
– En dugfyldt efterårsmorgen sad jeg på en sten. Jeg så ud over naturen, som Gud havde skabt så perfekt.
– En dugfyldt efterårsmorgen sad jeg på en sten. Jeg så ud over naturen, som Gud havde skabt så perfekt.
I mine tanker satte jeg ord på tomheden. Jeg havde intet at byde på, intet at give. Men der mødte Guds kærlighed mig. Jeg spurgte stille: „Elsker du mig?“. Og skaberen af universet mødte min længsel og ensomhed.
Det er nu den kærlighed og accept, hun giver videre til andre – og som nu får sin kvittering:
– Anna Lynge er en sand helt, fordi hun i en ung alder var i stand til at skabe et frirum for unge piger, der tumler med selvmordstanker, lavt selvværd, ensomhed og kæresteproblemer. Hun er et forbillede, hun udviser samfundssind, siger Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør i København og medlem af Årets Helt-juryen.
Anna Lynge vandt for tre år siden Cosmopolitan-prisen med nogenlunde samme begrundelse:
– Hun har gjort en forskel for sig selv og andre, sagde Julia Lahme, Cosmopolitans chefredaktør.