Jødepigen Tove blev gemt på et høloft i Gilleleje

(Læsetid: 9 minutter)

Tove Udsholt er en af de 136 børn, som under 2. verdenskrig blev gemt hos plejefamilier eller på børnehjem, da forældrene forsøgte at flygte.
Tove var tre år, da hun sammen med sin mor og mange andre tilbragte fire-fem nætter på et høloft i Gilleleje på flugt fra tyskerne i oktober 1943. Moderen kom med en båd til Sverige, mens Tove blev hos en fiskerfamilie, hvor manden også var strandfoged.

Tove står foran kirken i Gilleleje, hvor hun holdt sig skjult for nazisterne i 1943.

De var barnløse; havde mistet en datter, da hun var seks uger, og nu tilbød de at passe Tove, mens moderen var flygtning i Sverige. Faderen var ikke jøde, og forældrene valgte, at han skulle blive i København for at passe på lejligheden og passe sit arbejde.
Tove fik et nyt hjem – og hun elskede plejeforældrene. Hun kom til at elske Gilleleje. – Det frie liv, hvor der var kort til skov og strand. Hun oplevede tryghed. En gang imellem pegede plejeforældrene over mod lys i Sverige på den anden side og sagde: ”Der er mor”.

Toves jødiske baggrund

Tove Udsholts jødiske bedsteforældre stammer fra Rusland. Hendes mormor er født i 1875 og morfaderen i 1878. De stammer fra et landsbyområde ved Uralbjergene og flygtede i 1897 under en voldsom pogrom. De kom til Stockholm, hvor de havde hørt, at man var meget venligsindet over for jøder. Her fik morfaren øje på den unge skønhed og forelskede sig i hende, men det var der også andre, der gjorde. Han fortalte hende, at der skulle være endnu bedre i København, og hun indvilligede i at følge med, men så skulle de først forloves. Det blev de, og de blev viet i synagogen i Krystalgade i København.

De fik 13 børn. Halvdelen giftede sig med ikke-jøder og forlod jødedommen til stor sorg for bedsteforældrene. Tove mener, at hendes mor blev ateist på grund af den strenge religiøse opdragelse. Tove husker godt bedsteforældrernes hjem, selv om det mest blev til korte besøg. Bedstemoren trak hende altid ind til sig og sagde: ”Mit lille jüdische barn”.

En mor kommer hjem

Da krigen var slut, kom Toves mor tilbage til Gilleleje, og hendes far kom også. Han havde i mellemtiden mødt en anden kvinde, og det førte til skilsmisse. Moderen fik forældremyndigheden. Tove skulle med hjem til København, men hun ville helst blive i Gilleleje. Det blev til mange ture frem og tilbage. Tove ville være hos plejeforældrene i Gilleleje, moderen ville have hende i København og gjorde meget for at give hende oplevelser; men nej, Tove hørte til i Gilleleje. En dag hentede moderen hende dér og fortalte, at nu var hun tilmeldt en skole i København, og så var det slut med det flytteri frem og tilbage. Men Tove ville det anderledes. I skolen åbnede hun aldrig munden. Hun sagde ikke et ord. Ikke i klassen og ikke i frikvarteret. Tove var stædig – og hun fik sin vilje. Skoleinspektøren kom hjem til Toves mor en dag og sagde: Det går ikke, det her! Og Tove kom til Gilleleje og voksede op hos plejeforældrene, som hun betragtede som sine forældre.

Da Tove nåede konfirmationsalderen, blev hun døbt og konfirmeret. Hun ville have ur, cykel og fest ligesom kammeraterne. Men konfirmationsforberedelsen satte sig spor, og Tove valgte at blive og være en kristen. Da hun fyldte 18 år, besluttede hun, at plejeforældrene skulle adoptere hende. Og sådan blev det.
Under opvækstårene i Gilleleje havde Tove god kontakt med begge sine forældre. Moderen havde stadig forældremyndigheden og kom jævnligt på besøg. Det samme gjorde faderen, som Tove elskede. Hun havde et mere anstrengt forhold til moderen, men siger i dag: ”Hun gjorde det alt sammen af den bedste mening”.

De gemte børn

Tove er en af de 136 ”gemte børn” og stod frem i forbindelse med tilblivelsen af bogen ”Ikke noget at tale om”.
Bogen har et stort afsnit om de ”gemte børn”, som boede på børnehjem eller i plejefamilier, mens en eller begge forældre var i Sverige eller i Theresienstadt under krigen. Mange af dem oplevede et dobbelt svigt.
Et svigt, da de blev efterladt på børnehjemmet eller i plejefamilien, og et svigt, da de igen skulle hjem til forældrene, hvor man ikke talte om, hvad der var sket. Det var jo ikke noget at tale om. De overlevede jo.
Da jeg havde læst bogen, besøgte jeg Tove i Gilleleje. Sammen besøgte vi kirken, der skjulte flygtninge i oktober 1943, og vi var oppe på loftet, hvor 86 flygtninge holdt sig skjult. En gruppe kom af sted til Sverige om formiddagen, mens en anden gruppe skulle have været af sted om aftenen. De blev fundet af tyskerne og sendt til Theresienstadt. En ung mand flygtede videre op i klokketårnet og reddede livet. Det var stærkt at stå på stedet sammen med Tove, der i dag ofte fortæller besøgende om begivenhederne i oktober 1943.
Tove var ikke blandt de gemte på kirkeloftet. Hun var sammen med sin mor på et høloft, men kan ikke huske det. Hun har fortrængt det og husker intet fra tiden før, hun blev fire år.

En dag, da hun viste en gruppe rundt i Gilleleje og fortalte om begivenhederne i oktober 1943, standsede hun med gruppen uden for huset, hvor høloftet ligger bagved. Ejeren kom ud, og Tove fortalte, at hun havde boet på loftet med sin mor. Ejeren sagde, at gruppen gerne måtte gå op og se loftet, som ser ud som dengang i 1943. Det ville Tove gerne. Hun gik først op ad stigen. Da hun stak hovedet op og kiggede ind på loftet, gik det galt.
– Jeg følte, at mit hovede voksede, og jeg blev svimmel, siger Tove og fortsætter:
– Det var meget mærkeligt, men også meget føleligt. Ubevidste minder må have påvirket mig, og jeg var nødt til at gå ned, og jeg har aldrig nogen sinde siden forsøgt at komme derop. Det vil jeg ikke udsætte mig selv for. Det har ganske givet været forfærdeligt at være på det loft og skulle være stille i flere dage, fyldt med angst for at blive opdaget. Det er ikke noget, jeg har talt med min mor om, for det var jo ikke noget at tale om. Begivenhederne skulle glemmes.

Tove kigger på mindetavlen over de jøder, som blev skjult på kirkeloftet i Gilleleje.

Jeg spurgte Tove om, hvordan hun havde oplevet at være ”et gemt barn”:
– Jeg oplevede det slet ikke, fortæller Tove.
– Jeg levede et frit liv. Folk i byen vidste, at jeg var jødepige, men det vidste jeg ikke engang selv, hvad var. Jeg havde det bare godt. Det er først langt senere, at sammenhængen gik op for mig. Jeg voksede ikke op som jøde, men som kristen.
I Gilleleje var der under krigen tre ”gemte børn”, den ene var Toves fætter. Men de tre børn vidste ikke, at de to andre var der. Det er først som voksne, at de er blevet klar over, at de alle tre var jødebørn i Gilleleje. Men de voksne i byen kendte udmærket til jødebørnene, der boede i danske plejefamilier.
Tove siger:
– Som voksen har jeg tit tænkt, at jeg vil aldrig nogen sinde kunne give mit barn fra mig. Overlade det til andre mennesker.

Voksenlivet

Udsigten fra kirketårnet i Gileleje, hvorfra man kan skimte Toves barndomshjem.

Tove havde en god og tryg barndom og ungdom i Gilleleje. Hun blev autoriseret fodterapeut, blev gift og fik børn.
– Jeg har haft et godt liv, siger den nu 70-årige Tove og fortsætter:
– Min yngste søn tog i kibbutz i Israel, og her blev han indfanget af såvel Israel som jødedommen. Han blev gift med en jøde og konverterede til jødedommen. Gennemgik undervisning gennem nogle år, inden han kunne konvertere og blive omskåret som voksen. Hans børn opdrages nu som jøder og går i skole på den jødiske skole, Karolineskolen. Hans skifte til jødedommen har været med til at gøre mig mere interesseret i min jødiske baggrund. Så jeg har søgt mere viden om det og kommer nu også i synagogen med jævne mellemrum. Ligesom jeg også har haft mine jødiske børnebørn med i kirke.
Tove har ofte været ude og holde foredrag om sit liv, og da hun efter at have været på efterløn gik på pension som 65-årig, startede et nyt kapitel. Hun havde holdt et foredrag på Alme Kristen Friskole, og det endte med, at hun senere blev ansat i SFO’en og blev brugt som vikar på skolen.
– Jeg elsker den skole, udbryder Tove med et smil.
Der skulle et brækket håndled til at få Tove til at stoppe på skolen.
Som 70-årig er Tove stadig aktiv og er jævnligt ude at holde foredrag. Hun forstår at holde sine tilhørere fanget, når hun fortæller om sit eget liv, de gemte børn, jødernes flugt i oktober 1943 og om et rigt og spændende liv.

I forbindelse med udgivelsen af bogen ”Ikke noget at tale om” har Tove Udsholt mødt mange af de andre gemte børn. For de fleste har det været tys-tys, og de har oplevet en stor lettelse over at kunne tale om det nu. Historiker Sofie Lene Bak har i forbindelse med arbejdet med bogen været med til at synliggøre et kapitel af Danmarkshistorien, der let kunne være gået i glemmebogen. De gemte børn er alle over 67 år, flere over 70, så det var i sidste øjeblik, at den side af jødernes historie i Danmark i 1943-1945 blev gravet frem. Jeg kan varmt anbefale at læse bogen.

Læs også