Lederguru roser kirkeleder
Jack Welch fremhæver Bill Hybels, som kommer til Danmark 4. februar.
Jack Welch roser Bill Hybels leder-evner. Han kunne lede en virksomhed, ja et helt land, siger han til magasinet FastCompany.
Jack Welch er den legendariske direktør for amerikanske General Electric med ansvar for 7000 medarbejdere. Han førte virksomheden fra en omsætning på 14 mia. til 400 mia. dollars.
Bill Hybels er præst for Willow Creek Community Church i Chicago med 23.000 medlemmer, flere satellitkirker og en årlig lederkonference, der samler over 60.000 præster og virksomhedsledere verden over. Hybels kommer til Danmark den 4. februar 2011 for at lede en coaching-dag for alle interesserede danske kirkeledere i Korsvejskirken i Kastrup på Amager.
Bill har enorm kapacitet, han er en mand, der kan samle et team omkring en vision, siger Jack Welch.
– I ham har jeg fundet mine fire Eer, tilføjer han og henviser til de kvaliteter, han er på udkig efter i ledere: Energy, Energizing others, Edge, Execute. Bill har altså masser af energi, han giver energi til andre, han har kant og kan eksekvere, dvs. føre beslutninger ud i livet.
– Bill har dem alle, foruden et meget stærkt P: Passion. Han er en vinder. Han kunne lede en virksomhed eller et land, siger Jack Welch.
Bill Hybels inviterede Jack Welch til årets Global leadership Summit. Her sagde Welch:
– Det er vigtigt at være autentisk. Folk skal vide, at de kan stole på dig. Det er ikke nok at have energi, ikke nok at fare rundt. Du skal give folk energi, have en vision og inspirere andre, begejstre dem.
Også passionen er nødvendig i lederskab:
– Ledelse handler om at få folk til føle for sagen. For at det kan ske, skal lederen selv føle noget. Hvis du ikke føler noget som leder, hvorfor er du så gået i gang?
Jack Welch er selv begyndt at gå i den lokale presbyterianske kirke.