Guldgravere
For nylig fandt man guld i et øde og gudsforladt område i Cameroun i Afrika, kaldet Rey. Det er her, Udfordringen hjælper de lokale kristne med at oprette en radio.Mens den muslimske konge har været hjælpsom over for radioen, som han forventer vil skabe udvikling, så har vi mødt uventet modstand – fra kirken. Vi må hele tiden kæmpe imod bagtalelse fra misundelige (og underlige) mennesker. I første omgang fik vi dog lov at flytte ind i et forladt og ramponeret hus på en missionsstation, som den sidste missionær for længst har forladt. De lokale radiofolk gik i gang med at gøre rent for flagermuslort og reparerede og indrettede huset til studie. Der blev også støbt en sokkel til antennen.
Men så forlangte kirken pludselig husleje. Den skaffede de frivillige (fattige) lokale kristne også. Men huslejen blev hævet igen – og for nylig blev den kristne radio opsagt af kirken. De skulle UD hurtigst muligt
Jeg forstod ingenting, før jeg fulgtes med radioens leder på en 5-6 timer lang køretur ud i bushen. På vejen var en ny guldgraver-landsby af primitive hytter smækket op i nærheden af guldfundet. Hver aften kom guldgraverne ud til vejen og solgte det guld, de havde fundet eller hugget fra hinanden. Det er det rene Klondyke.
Og på missionsstationen er det første hus allerede lejet ud til guld-opkøberne. Og kirken ønskede også at leje vores radio-hus, forstod vi
De europæiske kirker, som missionerne engang oprettede hernede, har desværre indbygget et konstant behov for penge til kontorer, biler, lønninger, udlandsrejser osv. Når de gamle missioner trækker sig ud, står kirken i pengenød. Og når man skal vælge mellem at udbrede evangeliet eller tjene godt på guldgravere, så
håber vi, at kirken vil besinde sig og trække sin opsigelse tilbage. (Amen!)
Der findes nemlig ikke andre ledige huse i den forholdsvis lille by. Og det vil koste tid og penge at finde en lige så højt placeret byggegrund og få bygget et nyt hus, få installeret el, indrettet studie, samt støbt en ny sokkel til antennen osv.
Jeg har været hos ærkebiskoppen for at bede om lov at blive, men han befattede sig ikke med denne verdens gods og guld. Det gør generalsekretæren til gengæld, men han var på ferie.
Så nu må vi se, hvem der vinder hjerterne: Gud eller guld.
Af redaktør Henri Nissen