Israelske arkæologer finder kirke fra det 5. århundrede

Israelske arkæologer har gjort et opsigtvækkende fund, da de på en ekspedition til Horbat Midras i Judæas lavland afdækkede resterne af en byzantinsk kirke fra det 5. århundrede med en velbevaret gulvmosaik.Flere sagkyndige mener, at stedet var profeten Zakarias’ bolig og grav.

Under kirken, beliggende i Adullam Parken, afslørede arkæologerne tunneller med mønter, stenredskaber, lamper og lerkar fra Det andet Tempels tid. Tunnellerne menes at have været brugt af et stort jødisk samfund, som eksisterede på dette sted, indtil det blev ødelagt under Bar Kokhba revolten (132-135 e. Kr.).

Ekspeditionen, ledet af “Israels Oldsags-Myndighed”, var en “rednings”-udgravning efter et røveri, hvorunder tyve prøvede at bryde ind i et underjordisk kompleks for at plyndre det.

I 1980’erne blev der på dette sted fundet en en smukt dekoreret overligger, og på grund af dennes lighed med Horbat Nevoraya synagogen i det nordlige Israel, mente arkæologerne professor Amos Kloner og den afd. dr. Zvi Ilan, at denne overligger var en del af en gammel synagoge.

Den nyeste arkæologiske ekspedition er ledet af Amir Ganor og Alon Klein fra Oldsags-Myndighedens afdeling for at forhindre røveri af oldtidsgenstande.

Kirken var opført som en basilika, hvor der forrest var en stor flisebelagt gårdsplads, som de andagtssøgende passerede på vej ind til kirken. I midterskibet var otte prægtige marmorsøjler med storslåede kapitæler, indført fra Tyrkiet.

Store jordmasser er blevet fjernet for at afdække ruinerne af kirken, der er 20 meter lang og 16 meter bred.

Kirken menes at være blevet forladt efter den muslimske erobring i det 7. århundrede. I det næste århundrede blev den ødelagt af et jordskælv, hvilket kan ses ved, at bygningens mure og søjler alle faldt i en og samme retning.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Størstedelen af kirkens gulv er dækket af velbevarede mosaikstene i størrelsen 7-8 millimeter.

– Denne gulvmosaik er en af de smukkeste, der er blevet opdaget i Israel i de seneste år, siger arkæolog Ganor.

Udsmykningen viser geometriske mønstre, planter og dyr, heriblandt en plettet leopard, en ræv, en bjørn, en påfugl, en løve der æder en stenbuk, en tyr og fisk.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ifølge Ganor er en af de største overraskelser ved dette fund, at kirken var bygget oven på en tidligere bygning fra romertiden, under hvilken der var tunneller, som var typiske for det 1. og 2. århundrede e. Kr.

I de kommende uger vil mosaikgulvet blive dækket for at beskytte det. Oldsags-Myndigheden vil derefter udarbejde en plan for bevarelse af stedet, så det kan åbnes for offentligheden.